THAT CHANGED MY LIFE #1

Hver søndag, fra nu af, vil der komme en række indlæg, der hedder “That Changed My Life”, som et indlæg, der handler om mennesker, eller begivenheder, der har ændret mit liv. Det kan være negativt, så vel som positivt.

Jeg starter med en lidt mere trist episode af mit liv, som jeg har fortalt jer om før. Men det er længe siden.

Da jeg var barn, var jeg nok lidt af et problembarn, på mange måder. Jeg lærte meget tidligt at læse, og var god til matematik, og hvad man ellers havde i skolen. Derudover var jeg meget klog på livet, da jeg altid har været meget interesseret i min fars historier, og hørt meget om, hvad der skete rundt omkring i verden.

Jeg havde haft nogen lidt hårde skolestarts-år, og da jeg startede i 3. klasse, skulle vi have ny lærer. Jeg kunne faktisk godt lide min lærer, men tænkte, at nu kunne jeg starte helt forfra med en ny.
Vores lærer, “x”, kalder jeg hende, startede. Jeg gjorde alt for at være som alle de andre elever. Jeg lavede selvfølgelig mine ting, og jeg havde den bedste læseprøve i hele klassen, første gang, vi tog sådan én i 3. klasse. Vi var ikke ret mange i klassen, og dem der gik der, var ikke ligefrem mine bedste venner. Jeg var mest sammen med drengene, for der var sgu ikke så meget pjat dér.

Men som tiden gik, gik x mere og mere efter mig. Jeg skrev rigtig mange historier i 3 klasse, da jeg både kunne skrive, stave og formulere mig, og en dag, da vi sad i klassen, og jeg var i mine helt egne tanker, og skrev en historie, tog x min bog op, og begyndte at læse højt fra klassen. Det var en meget privat historie og mine tanker og følelser, og hvad der gjorde mig ked af det, og så gik hun op til tavlen og grinede. Hun grinede af min historie, og dermed også af mig. Klassen grinede med hende, de var jo ikke ret gamle, og de havde vel fået at vide hjemmefra, at de skulle gøre, hvad læreren sagde.
Jeg sad der, helt alene på min stol, og følte, at hele verden var mod mig. Jeg samlede mine ting, gik op til læreren, og hev min bog ud af hånden på x, løb min vej. Jeg løb hjem. Jeg var så ked af det, at jeg, bare ved at skrive det, mærker ubehaget i kroppen.

Men det skulle ikke stoppe dér. X blev ved med at chikanere mig… Hun fandt på løgne, og skrev så disse løgne ned i min kontaktbog til mine forældre. Hun gjorde mig til et monster, og skrev ting, jeg aldrig kunne finde på. Heldigvis har mine forældre aldrig gjort så meget ud af at skælde ud, men i stedet har de taget en snak med mig, hvis det har været nødvendigt. Jeg fortalte dem selvfølgelig, at det var løgn, men som tiden gik, og jeg fik en besked i kontaktbogen med hjem HVER dag, tror jeg simpelthen ikke mine forældre vidste, hvad de skulle gøre. Jeg blev mere og mere syg, især om torsdagen, hvor vi havde x i dansk, hele dagen. Jeg fik hovedpine, og feber, og måtte blive hjemme stortset hele tiden. Men jeg turde ikke fortælle mine forældre, at det var fordi at jeg var bange for at tage i skole. Fordi jeg var bange for min lærer.

En dag, da jeg var i skole og snakkede med én af drengene, kom min lærer og skilte os ad, uden grund. Jeg spurgte, hvad fanden hun havde gang i, og jeg synes det var så ganske urimeligt. Hun var mindst 30 år ældre end mig, og hun prøvede at ødelægge mit liv. Hun sagde at vi forstyrrede klassen, og jeg var fuldstændig ligeglad, satte min hen til min ven igen, og lavede videre på vores lektier. Men det skulle jeg vidst ikke havde gjort. Hun tog hårdt fat i min skulder, og slæbte mig ud af klasselokalet.
Hun satte mig ind i et rum, helt alene. Og så låste hun. Og jeg havde fået et stort, blåt mærke, fordi hun havde slæbt mig, hele vejen ud i armen. Hun kom tilbage 2 timer efter. “Har du tænkt over det nu, Lærke”, sagde hun, og så bad hun mig gå ind i klassen og undskylde med disse ord: “Undskyld, at jeg ikke lyttede til dig, x. Jeg lover aldrig at være næsvis igen”. De ord skulle jeg sige foran hende og resten af klassen. Jeg fortalte hende, at det ville jeg aldrig i livet gøre, og hun lukkede og låste døren endnu engang. Jeg blev låst ud igen, da klassen havde fri. 4 timer havde jeg siddet indespærret, og nærmest druknet i mine egne tårer, og ingenting blev gjort. Jeg fik bare en seddel med hjem igen. “Lærke blev i dag sendt uden for døren, pga upassende opførsel”. Jeg sagde ingenting til mine forældre, om hvad der var sket, fordi jeg på det tidspunkt troede, at det var rimeligt.

Min mor og far vidste virkelig ikke, hvad de skulle gøre, og det er først efterfølgende, at jeg har fået at vide, at de har haft tonsvis af samtaler med hende, hvor de har klaget over hende, efter skole.

Der er simpelthen så mange forfærdelige historier omkring x, dette er på ingen måde i nærheden af at være de slemmeste, men jeg har ikke tid til at skrive dem alle sammen, så dette var bare en smule af det. Jeg endte med at flytte skole efter 3. klasse, og det er først, efter jeg begyndte til psykolog, jeg egentlig fandt ud af, hvor forfærdelig hun var. Jeg var jo bare et barn.

X ændrede ihvertfald mit liv, men det er desværre noget, jeg må leve med, resten af mit liv. Jeg er først ved at komme mig over skrækken ved at snakke til en lærer, og sige noget i klassen. X ødelagde et lille barn, som bare skulle have haft lov til at være barn lidt endnu.