MY ANOREXIA STORY

Personligt indlæg på vej. Dette billede er taget, da jeg var i bedring. Jeg har ingen billeder fra min tid i anorexien. Hør denne her sang, mens I læser indlægget, det er den sang, jeg mest kan relatere til under mit sygdomsforløb.

For blot 4-5 år siden var jeg meget skrøbelig og ked af det. Jeg blev mobbet i skolen gennem 4. og 5. klasse, både psykisk og fysisk vold. Gennem den tid lukkede jeg mig helt ind i mig selv, jeg snakkede ikke med nogen, fortalte hverken mine forældre eller min søster om, hvad der foregik i skolen, og jeg kom længere og længere ned. Jeg stoppede med at spise chips, slik, drikke sodavand og løb hver dag i 4. klasse. Mine forældre tænkte bare, at jeg levede sundt, da jeg stadig spiste almindeligt mad. Men en dag besvimede jeg foran alle i skolen, og jeg blev hentet af min mor, hvorefter jeg fortalte hende, at jeg ikke havde spist i 3 dage. Jeg kiggede på min mor, og jeg har aldrig set noget menneske se så ked ud af det.

Jeg havde det forfærdeligt, og min familie og jeg tog til lægen, hvor jeg blev målt og vejet, og de kunne se at jeg havde tabt mig, siden jeg sidst havde været på hospitalet, fordi jeg havde noget med min arm. Jeg snakkede med en psykolog, og fik konstateret en spiseforstyrrelse.
Men jeg var sikker på, at det nok skulle blive ok og at jeg sagtens kunne komme ud af det. Men det kunne jeg ikke. Mine forældre lavede morgenmad til mig, men så snart de kiggede væk, smed jeg det ud. I skolen ligeledes. Jeg blev ved med at tabe mig, og fik det værre i min klasse. Når jeg kom hjem fra skole slukkede jeg lyset, låste døren og lagde mig ind og græd, til jeg faldt i søvn.

Sådan gik der mange dage, til jeg skulle til psykolog igen, og jeg havde tabt mig mere. Jeg var 12 år gammel og voksede ikke på daværende tidspunkt. Mine forældre og psykologen forstod ikke, hvad der var galt med mig, da jeg endnu ikke havde fortalt dem om min mobning. Jeg begyndte til psykolog én gang om ugen og blev forbudt al form for motion. Jeg stolede ikke på nogen – ikke engang mine forældre og søster, som ville mig det bedste, jeg kunne ikke se det. De var så kede af det hver dag – lige som jeg var, men jeg så det ikke, jeg så ikke dem, der ville hjælpe mig gennem min sygdom. Jeg så mig selv som et monster, hver gang jeg prøvede at spise noget, for at gøre min familie glade. Jeg fik konstateret anorexi, og jeg begyndte at hade mit liv, og hade hver fredag klokken 12 – når jeg skulle til psykolog.

Jeg husker en dag i skolen, hvor to piger fra klassen begyndte at snakke til mig, og inviterede mig med hjem. Vi begyndte at være mere og mere sammen i vinterferien i 5. klasse, og jeg fortalte dem alle mine hemmeligheder, og lånte dem mit tøj. Men da vi kom i skole igen, efter den ferie, var alle mine hemmeligheder sluppet ud. Alle vidste nu, at jeg   havde anorexi, og hvem jeg var vild med og så videre. Jeg var knust.

Pigerne i klassen blev ledere og ledere. De begyndte at slå, skubbe og sparke mig. En dag da jeg kom i skole, stod der nogle piger og drenge ude foran døren ind til klassen. Det var vinter og koldt. Da jeg skulle til at tage i håndtaget, blev jeg skubbet væk af én af drenge, som sagde “AD, vi gider sgu da ikke have Lærke-bakterier på døren!” Jeg forsøgte endnu engang at komme ind, men det samme skete igen. Jeg løb hjem i gråd, gik ind på mit værelse og græd. De følgende måneder kom jeg altid en time før i skole, for at undgå at blive konfronteret, og for at undgå andre mennesker.

Jeg gik fortsæt til psykolog, og hver gang jeg blev vejet, stoppede jeg diverse tunge smykker ned i min “BH”, for at veje mere – men der skete intet. Min familie var så kede af det, og jeg begyndte langsomt at fortælle hele min historie til dem. Fra den dag af blev det hele anderledes. De konfronterede min skole, og vi snakkede med min psykolog, og mine forældre gav mig lov til at starte på Herlufsholm Kostskole som dagelev, som havde været min drøm siden jeg var helt lille – men jeg kunne først starte i 6. klasse, og der var stadig 3-2 måneder tilbage af 5. klasse. Jeg gik derfor i hjemmeskole i noget 5. klasse. Fra den dag af, hvor jeg fik brevet om, at jeg var kommet ind på Herlufsholm begyndte jeg at spise igen. Det gik langsomt – men jeg tog på, og til sidst blev jeg erklæret rask.

Jeg begyndte på Herluf, og det var rigtig godt til at starte med. Jeg begyndte at stole på folk, og fik en masse gode, nye veninder. Jeg var glad igen. Jeg droppede ud af Herluf i 7. klasse og begyndte på en friskole, som var mere mig. Efter 7. sprang jeg 8. klasse over, og gik direkte til 9. klasse. Et år efter startede jeg på gymnasiet, men desværre har det aldrig rigtig passet ind på dette tidspunkt i mit liv.

Jeg går nu i 2.g på Næstved Gymnasium, og jeg går ud den 1. februar, og holder et års pause, hvor jeg skal spille teater og bare være glad igen. Jeg skal sætte mit liv på pause, og komme væk fra alle de mennesker, der har behandlet mig dårligt og gjort mig ked af det gennem årerne. Heldigvis har jeg verdens kærligste og mest elskelige familie. Jeg havde aldrig overlevet kampen mod anorexi, hvis min familie ikke havde været stærke. Jeg elsker mit liv, selvom det har været hårdt. Det har gjort mig til det menneske, jeg er. Jeg har stadig ar, helt inde i kroppen, som aldrig vil gå væk, jeg er et meget følsomt menneske, og at skrive dette indlæg har bragt tårerne frem i mine øjne, men jeg er hvem jeg er, og jeg er glad for det.

Jeg vil aldrig kunne se bære at se dette ske hos nogle jeg holder af, og jeg ved at mange af jer derude, stadig kæmper med denne forfærdelige sygdom. LOV mig, at I bliver ved med at kæmpe, og LOV mig, at i ikke stopper, før i har vundet. Hvis nogle af jer har brug for råd eller andet, så kontakt mig her: Laerkejjj@gmail.com på min mail, eller skriv en kommentar nedenfor.

Tak fordi I læste med.