About who I am

Lige for tiden er det vidst blevet ret populært at skrive personlige tekster her på blogland, hvilket jeg mener jeg egentlig altid har gjort. Men nu tænkte jeg, at jeg vil lave et super-personligt-hvem-er-jeg-indlæg.

Vi starter heeelt fra begyndelsen. Jeg er blevet født ind i en helt fantastisk familie med en mor der er pædagog, en far der er major, og en storesøster, der er 4 år ældre end mig. Som barn var jeg lidt af en ballademager. Jeg gik og talte ret hurtigt, og ville hele tiden på opdagelser alle mulige steder, hvilket mine forældre altid har givet mig lov til.

Jeg opbyggede hurtigt et tæt bånd til min søster, og allerede dengang så jeg meget op til hende, og ville 

altid lege med, når hun havde venner på besøg. 

Jeg begyndte så i skole og fulgte egentlig godt med. Jeg lærte hurtigt og læste allerede som 5-årig. Desværre var jeg nok ikke så god til at lytte til hvad læreren sagde, og var meget næsvis, for ingen skulle da bestemme over mig, ha ha. 

Da jeg startede i 3. klasse havde jeg en masse gode venner – dog mest drenge, da jeg syntes piger blev for fjantede, og i 3. klasse fik vi så ny lærer. Vores nye lærer havde af én eller anden grund set sig sur på mig, og det var altid min skyld, hvis der var sket noget i klassen. Hun gav mig skylden for de mærkeligste ting, og dette begyndte at udbrede sig til mobning. Jeg blev simpelthen mobbet af min lærer i 3. klasse. Jeg mistede lysten til at lave lektier, læse og gå i skole generelt.

 Da jeg skulle starte i 4. klasse fik jeg tilbuddet om at rykke en klasse op, men i stedet besluttede mine forældre at jeg, at det nok var bedre bare at skifte skole, ligesom resten af min klasse skulle – så jeg altså fik ny lærer og flere klassekammerater. Jeg besluttede at starte på en frisk, og glædede mig til at starte i 4. klasse. 

På den nye skole startede alting godt. Jeg var begyndt at være mere sammen med de piger der gik i min klasse, fordi jeg var nået den alder, hvor det var sjovest at være sammen med sit eget køn. Jeg fik gode evalueringer, og blev dygtig i alle de fag jeg havde, men pludselig ville pigerne i klassen drille én af mine veninder lidt, og det syntes jeg ikke, jeg gad være med til, og sagde stop og forsvarede min veninde. I stedet for at drille min veninde, begyndte de at snakke om mig, snakke grimt til mig, skubbe og sige nedladende ting til mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg gik ind i mig selv og gik fra at være en glad, udadvendt pige, til at gå i mine egne tanker, og være ked af det.

 Jeg fortalte selvfølgelig ikke nogen om de ubehageligheder jeg oplevede i skolen, og det blev værre og værre. Pludelig var der flere der snakkede grimt om mig, og jeg følte slet ikke, jeg kunne gå i skole, og gik altid lige hjem på mit værelse og græd. Mine forældre spurgte selvfølgelig ind til, hvad der var galt, men jeg svarede “ingenting” og smilede. 

I 5. klasse, blev drilleriet i skolen ved og udviklede sig til mobning, og jeg begyndt at løbetræne hver dag, samt lave mave-ryg og armbøjninger dagligt, samt hverken spise slik eller andet usundt. Ikke fordi jeg tilnærmelsesvis var tyk, blot fordi jeg ikke havde det godt. Efterår 2009 blev mit vægttab enormt, og jeg begyndte at “glemme” at spise morgenmad, middagsmad og aftensmad. Jeg lod som om, så mine forældre ikke skulle blive mistænksomme, men en dag besvimede jeg i skolen, og var nødt til at fortælle det hele, som det var. Min mor kørte mig til Psykolog, og jeg havde en samtale, hvorefter jeg fik fortalt at jeg havde en spisefortyrrelse. Mine forældre og min søster var ulykkelige, og ligeså var jeg. Jeg blev dog ved med ikke at spise og trænede enormt meget i skjul, og da jeg havde tabt mig igen, blev jeg kaldt til psykologsamtaler én gang om ugen. Jeg var 12 år og blev mere og mere syg. Jeg blev ved med at tabe mig, og livsglæden var helt ude af mig. Jeg var så bleg som aldrig før, radmager, begyndte at tabe håret, og havde næsten gråt går. Jeg græd hele tiden, og forstod ikke, at det var nødvendigt, at nogle skulle blande sig i, hvad jeg spiste. Jeg blev forbudt træning, og fik en kostplan med hjem, som jeg skulle følge. Jeg snød mig selvfølgelig ud af den, og smed maden ud, når alle kiggede væk…

Men pludselig en dag kom der nogle af pigerne fra min klasse og sagde, de gerne ville være venner med mig, og jeg blev selvfølgelig lykkelig, og begyndt at snakke med dem. Efter et 3-ugers venskab med dem, kom min ene veninde fra klassen hjem til mig og sagde, at der var blevet sendt en gruppebesked rundt i klassen: “hvad ville du gøre mod Lærke, hvis hun stod foran dig nu? Slå hende? spytte på hende? eller slå hende ihjel? Hvis i er ligeså kloge som os, vælger i selvfølge den sidste”, og jeg blev helt ødelagt. De veninder, jeg troede jeg havde fået, havde gået bag min ryg, og de følgende uger gik de og fortalte hele klassen alle de hemmeligheder, jeg havde fortalt dem og lignende. Jeg havde fortalt dem, at jeg havde en spisefortyrrelse, som de eneste ud over min familie, og det havde de sagt videre. Så nu kørte mange fra klassen på mig, og efter noget tid fik jeg konstateret “Anorexia Nervosa” – altså anorexi. Min familie passede heldigvis på mig, og tilbød, jeg kunne flytte ud på “Herlufsholms Kostskole”, hvor jeg startede, efter et kort stykke tid i hjemmeskole, resten af 5. klasse. 

Da jeg startede i hjemmeskole, gik det bedre, og jeg blev erklæret rask – ihvertfald rask nok, til ikke at skulle til psykologsamtaler. Jeg begyndte på Herlufsholm, og det 1. år, i 6. klasse var fantastisk. Gode lærere, dejligt mange, rigtig søde venner og veninder og et godt fællesskab. Desværre syntes jeg ikke, jeg kunne være den, jeg havde lyst til at være i 7. klasse, og derfor skiftede jeg skole igen. Til Næstved Fri Skole. Og det var fantastisk. Jeg sprang dér 8. klasse over, og gik derfor fra 7. til 9. klasse, og efter 9. kom jeg på gymnasiet, hvor jeg er nu. 

Nu har jeg en kæreste, en (stadig) fantastisk familie, og jeg har det skønt, spiser helt normalt og er på ingen måde fanatisk med min træning. Jeg løber et par gange om ugen og laver maveøvelser og andet lignende også. Jeg er stadig en lidt undervægtig, men det er nu bare sådan min krop er og er indrettet. Jeg vejer nu 48.8 og er 169 høj.

Jeg følte, jeg havde brug for at fortælle jer min livshistorie, så I ved, hvorfor jeg for eksempel har gjort, så anonyme ikke kan kommentere på bloggen – jeg kan stadig være skrøbelig og blive meget hurtigt ked af det, så dårlige kommentarer har jeg ikke brug for, så bliver jeg altså et trist menneske. Jeg synes det er HELT fint med konstruktive kommentarer, men hvis det bare er et negativt surt opstød I komme med, så kan I vel nok forstå, det ikke er rart. Der sidder sikkert nogle derude nu, og tænker: “vi er ligeglade med dit liv”, eller sådan noget – og jeg mener helt seriøst, at hvis I ikke kan lide min blog, så er der absolut ingen der tvinger jer til at læse den. Jeg elsker de læsere jeg har, der trofast følger og kommentarer min blog og kommentarer med enten positiv eller konstruktiv kritik, men jeg synes på ingen måde at det er klogt at læse min blog, hvis ikke I kan lide mig som person, eller de ting jeg skriver, eller de indlæg jeg laver. Ingen grund til at spilde tid på noget, man ikke kan lide. 

Så vil jeg bare sige tak, fordi du har givet dig tid til at læse om mit liv.