Jeg får ofte spørgsmål med hensyn til Lilli og mad, og tænkte, at jeg ville lave et indlæg om dette. For jeg har jo ammet Lilli, og gør det stadig. Jeg elsker det, men det kan til tider være super hårdt, at jeg er den eneste, som kan give hende den mad, hun vil have. For selvom Lilli er 7 måneder, så er hun altså ikke særlig glad for andet mad end modermælk. Jeg har prøvet alt. Jeg har lavet grød og mos i alle afskygninger, selv ladet hende sidde med maden, givet hende grøntsagssnacks, babysmoothies, og også prøvet med helt almindelig mad, som det, jeg selv spiser (minus saltet). Men hun gider simpelthen ikke. Jeg laver cirka 4-5 måltider til hende om dagen, men det er sjældent, hun rigtig spiser noget. Det er lidt frustrerende, når man har brugt tid på at lave særlig mad til hende, men det skal nok komme en dag. Hun får en lille smule almindelig mad i maven, og ellers ammer jeg hende for resten. Jeg ammer stadig rigtig meget, men det er min plan, at begynde at nedtrappe amningen, når hun er 9 måneder, så hun kan være amme-fri når hun er mellem 10 og 11 måneder.

Og så til noget andet: Hér den anden dag fik jeg en besked på instagram. “Øhm, er din datter ikke vildt undervægtig? Hun skal vel ikke allerede være model-tynd” Simpelthen den dummeste kommentar, nogensinde. Jeg tilbyder mit bryst for Lilli så tit, hun ønsker – og mere til – og laver derudover rigtig mange måltider til hende om dagen, så hun får altså, hvad hun skal! Hun vejer cirka 7 kilo og er 7 måneder, og 7 kilo er ikke ret meget, men hun har altså, hvad hun skal have af fedt på kroppen! Hun er ikke en kæmpe-baby, men lille og fin, og sådan er det bare. Hun er perfekt, som hun er, og så længe, sundhedsplersken og lægen ikke er nervøs, er jeg heller ikke. Derudover vil jeg lige sige, at ammebørn som regel er “slankere” end flaskebørn, til de, der ikke vidste det, så der er intet at være nervøs for!

Jeg tror vidst ikke, I bliver chokeret over mit svar til dette spørgsmål. Men jeg vil nu alligevel uddybe mit svar.

For at besvare spørgmålet: Nej, jeg synes ikke, det er forkert at vise sine børn på de sociale medier.
Så længe, børnene ikke selv protesterer, ser jeg absolut intet problem i dette. Lige nu er Lilli så lille, at hun ikke kan fortælle mig, om hun vil være på min instagram, blog, facebook og snapchat, og derfor kommer hun ud på internettet. Jeg deler glædeligt billeder af min smukke datter, og jeg elsker, når andre mødre gør det samme. Jeg kan dog sagtens forstå de, der ikke gør. Men nogle begrundelser er jeg slet ikke enig i. Nogle mødre poster nemlig ikke billeder af deres børn, fordi de mener, at børnene kan blive mobbet med billederne, når de bliver ældre.

Jeg synes, det lyder vildt. Jeg har selv postet en del billeder af mig selv som barn gennem tiden. Jeg elsker at se gamle billeder, fra jeg var barn, og jeg elskede også at se billeder, da jeg var lille. Jeg ville faktisk have ELSKET, hvis der lå nogle billeder og minder, fra jeg var baby/barn på nettet nu, så man ikke altid behøvede at tage de gamle fotoalbum frem.

Jeg tror bestemt ikke, Lilli (eller nogle andre) kommer til at blive drillet i skolen, fordi der ligger billeder af dem på nettet fra de var søde og nuttede babyer/børn. Så længe, vi som forældre, selvfølgelig overvejer, hvad vi lægger op af vores børn. Jeg kunne aldrig finde på at skrive noget “pinligt” om Lilli, når hun bliver ældre, og jeg kunne heller ikke finde på at lægge billeder ud af Lilli nøgen. Selvom jeg synes at det er sindssygt, at man skal holde sig fra det. For det er jo bare en lille, uskyldig baby. Men okay – det er fint nok. Og det gør jeg ikke. Det kunne jeg faktisk aldrig finde på. Hvad jeg til gengæld GODT kunne finde på, var at lægge søde billeder ud af mit endnu sødere barn. Så det gør jeg. Men jeg respekterer også de, der ikke har lyst til det. Så længe, de accepterer, at det er et personligt og individuelt valg, som jeg har truffet.

Nå, men det var vidst i bund og grund det, jeg ville sige. Lige som alt andet, der omhandler børn, er det lidt af et følsomt emne. Men nogle af jer spurgte om min holdning, og hér er den.

I dag snakkede jeg med en veninde om et meget relevent emne. Nemlig børn og fremtiden. For jeg synes i stigende grad, at man ser børn nærmest udelukkende bliver underholdt af mobiler, ipads, computer og fjernsyn. Og jeg synes det er skræmmende.

Og det handler selvfølgelig ikke om, at man ikke må sætte sine børn foran fjerneren en gang i mellem. Men det handler om at stimulere børnenes evne til at befinde i sociale sammenhænge sammen med andre børn og voksne, størstedelen af tiden. Ikke lade dem blive så opslugt af en verden i et Ipad-spil, at de næsten ikke kan finde ud af, hvad der er virkelighed, og hvad der er spil, fordi de mest befinder sig i spillets verden.

Jeg synes virkelig, vi går en skræmmende fremtid i møde, hvis vores børn bliver så dårlige til at kommunikere, som mange er nu. Jeg kender flere børn, som kan sidde timevis uden at sige et ord til hinanden, fordi de sidder med ipadden i hånden. De snakker ikke engang om spillet længere. Altså, da jeg var lille, spillede vi nogle gange computer sammen. Men der sad vi måske 10 børn foran computeren, og snakkede om spillet. Computeren gav os nemlig noget socialt. Men den tid er åbenbart ovre, for nu vil børn ikke nærme sig hinanden, ikke dele ipadden for at lade alle spille, og ikke snakke om, hvordan man spiller spillet.

Jeg vil virkelig sørge for at lave en masse ting med mine børn. Lilli skal lære at spille brætspil, hun skal med ud i haven og gynge, og hun skal med ud og gå tur og klatre i træer. Hun skal have legekammerater på besøg, lige så tit, vi kan overskue det, og hun skal lære, at der også en en verden uden for mobilen, computere, fjernsynet, ipadden og så videre.

For det handler ikke om at forbyde de tekniske apparater – for jeg bruger jo også min mobil, computer og ipad en del. For det er nemlig en del af mit arbejde – og jeg synes også at det er fint, at børn ved, hvad det er, hvad det gør og sådan, men bare de også ved, hvordan det er at leve UDEN disse ting.

Vi hører tit: “Ej, men jeg gider simpelthen ikke kæmpe med ham/hende i dag, så jeg lader ham/hende bare spille på ipadden”, og det er netop dér, det er galt, hvis du spørger mig. For det er fint at gøre en gang i mellem til at distrahere, så man som forældre kan få ryddet lidt op eller lavet mad – men den duer ikke hver gang. Desuden tror jeg ikke på, at børnene ALTID ville vælge ipadden frem for at spille et spil eller gå en tur med mor og far. Det er simpelthen fordi, at vi som forældre bliver mere og mere dovne, og ikke orker at lege med vores egne børn. Og hvordan skal de så lære deres børn at lege? Forstår I, hvad jeg mener?

Og sidst men ikke mindst: Dette er ikke et fordømmende indlæg (ihverfald ikke min intention at lyde fordømmende), for jeg VED, at jeg også får dage, hvor jeg sætter Lilli i sofaen med en Ipad eller lignende, for at underholde hende – det er blot en heads up – for jeg tror slet ikke, at vi er klar over, hvilken fremtid, vi bygger for vores børn, når vi ikke lader dem indgå de samme sociale relationer, som da jeg for eksempel var barn.

eg har jo allerede fortalt, at jeg skal flytte. Og jeg lovede jer flere detaljer – så det får I nu.

Min mor og far har købt et hus, som Kristoffer, Lilli og jeg skal leje de næste MAAANGE år. Jeg har hele tiden ønsket, at mine børn skal vokse op i et hus. Og gerne det samme hus, så de ikke skal igennem 1000 flytninger. Derfor besluttede mine forældre at lave et forældrekøb – det fineste hus på 130 kvardratmeter i Næstved, tæt på daginstitutioner, skoler og så videre. Vi flytter den 1. December, og jeg tror virkelig aldrig, jeg har glædet mig så meget til noget, som jeg glæder mig til dette! Vi er godt igang med at købe flotte møbler og gøre hjemmet rigtig lækkert – og I skal selvfølgelig nok få det hele at se en dag.

Lige nu er jeg bare hamrende spændt. Og lykkelig for, at jeg kan give Lilli et hjem i sikre omgivelser, og ikke langt væk fra sine bedsteforældre. Jeg glæder mig til at indrette – særligt Lillis værelse!

Planen er, at vi skal leje huset af mine forældre, indtil vi begge er færdiguddannet, og selv kan købe huset. Det er perfekt i forhold til størrelse og lokation – og så bor min farbror og tante 3 huse derfra, så der er altid en hjælpende hånd, hvis vi har brug for det, og det er jo dejligt at vide!

For nyligt kom jeg forbi et af de dersens kønsdebatter, der florerer på internettet disse tider. Jeg kom også til at tænke på kønsscanninger med mere, og derfor fik jeg lyst til at lave et indlæg med mine tanker og holdninger til netop dette emne.

Jeg ved ikke, om I har hørt om den svenske børnehave “Egalia”? Denne børnehave bruger genuspædagogik, og det vil altså sige, at pædagogerne ikke bruger udtryk som “han” og “hun”, men i stedet omtaler barnet “hen”. Forældrene til barnet er ikke mor og far, men i stedet bare en “forældre”. Der er ikke “kønsrelateret” legetøj i børnehaven, og børnene bliver opdraget og behandlet ens, uanset køn.

Jeg må indrømme, at jeg synes det virker fuldstændig absurd. Ikke fordi jeg ikke forstår det, men hvorfor er det dog nødvendigt? Jeg er sikker på, at et børn oplever fuldstændig lige meget opmærksomhed, om de bliver opdraget som drenge eller piger. Så længe, barnet selv får lov til at vælge. Men som Lars-Henrik Schmidt udtaler i Børn og unge til debatten, om, hvorvidt man siger han, hun eller hen: ”Det afgørende er, om man kan opdrage børnene til at være mere kønsrobuste, så børnene ikke er afhængige af at finde inden for en bestemt kønskategori” og igen siger han: ”Man må gerne opdrage drengene til at kunne lide lyserødt. Men det gælder også for pigerne! Hvis pigerne ikke må vælge barbie, er det forkert – hvis nu det er det, der gør pigerne stærke. Det handler om, at børnene bliver stærke nok i sig selv til ikke hele tiden at blive udfordret på kønnet”

For der ER jo en forskel. En forskel, man er født med. Vi er jo drenge og piger, rent genetisk, og der er der ikke meget at gøre ved. Jeg forstår ideen om, at børn selv skal have lov at vælge. Og jeg må virkelig indrømme, at Lars-Henriks udtalelse er LIGE i skabet. For det handler jo om, at gøre børnene stærke nok i sig selv til ikke at blive udfordret på kønnet.

Jeg er jo ved at uddanne mig til pædagog, og modulet: Køn, seksualitet og mangfoldighed, var nok et af de moduler, jeg viste mest interesse i. Det handler ikke om, om vi kalder barnet for dreng eller pige, men at vi som pædagoger, eller “professionelle opdragere”, møder barnet, dér hvor det er, og at vi udfordrer, griber og plejer barnet, som vi har i vores varetægt.

Vi må aldrig være forudindtaget, når det handler om vores børn. Vi skal lade dem danne deres egen identitet, støtte dem og udfordre dem, så de virkelig ved, hvem de er, og hvad de vil.

Når det kommer til kønsdebatten i eget hjem, så er der mange syn på, hvordan kønnet “takles”. Skal man vide kønnet på forhånd, og er det okay at købe kønsrelateret tøj, eller skal det være kønsneutralt? Jeg selv ville da ønske, at jeg havde kunne vente med at vide kønnet på Lilli til fødslen. Men det kunne jeg slet ikke! Det var simpelthen alt for spændende for mig. Lilli har næsten udelukkende lyserødt tøj, og det er helt okay, synes jeg! Især, når de er så små, at det er svært at se, om det er drenge eller piger.

Men lige nu handler det bare om, at Lilli endnu ikke er dér, hvor hun ved, hvad hun vil. Og så synes jeg, at det er helt okay, at iklæde hende lyserødt tøj, lade hendes hår vokse sig langt – og kalde hende prinsesse. Hvis hun en dag kommer og fortæller mig, at hun vil være korthåret og kaldes Mark, så tager vi den jo derfra. For Lilli skal have lov til at være lige præcis den, hun har lyst til at være. Men lige nu er hun bare min prinsesse. Og det vigtigste er, at jeg elsker hende og er stolt af hende uanset hvad. Om hun vil gå i skatertøj eller kjoler. Om hun vil være kærester med en dreng eller en pige. Jeg ønsker hende blot det bedste liv, nogen, nogensinde kan få.