ÈN MÅNED TIL TERMIN – OG JEG TROR, HUN KOMMER FØR TID

IMG_0185

I dag er det den 28. Juni (For de af jer, der var i tvivl, ha) – og det betyder: 1 måned til termin! Jeg kan slet, slet ikke forstå det! Da jeg blev gravid tænkte jeg virkelig, at der var så forbandet lang tid til Juli, men lige om lidt er vi i mål, og jeg kunne ikke være mere spændt og lykkelig!

Jeg har dog på fornemmelsen, hun kommer før tid. De sidste par uger har mine plukkeveer virkelig taget til, og jeg var faktisk forbi fødegangen for to uger siden, fordi jeg havde 15 plukkeveer på under én time. Jeg blev tjekket, og de sagde, at min livmoderhals var i modning, og det er et tegn på, at der ikke går såååå forbandet længe.

Jeg er plaget af plukkeveer, der gør ondt, hver dag, smerter i ryggen, vand i kroppen og så videre og så videre. Derudover har hun endelig lagt sig lidt længere ned, og er ved at gøre sig klar til fødsel. Om natten vågner jeg af mine plukkeveer, og tør næsten ikke rejse mig op, fordi jeg tænker, at min vand er ved at gå – men dertil er jeg ikke kommet endnu.

Jeg har bare en mærkelig fornemmelse. Som om hun forsøger at fortælle mig, at hun snart er klar – så jeg håber lidt, at hun kommer om et par uger. Det er nemlig ikke så farligt længere, hvis hun kommer om en uges tid.

Nu har jeg sikkert ødelagt det hele, ved at lave dette indlæg, og så bliver hun sikkert derinde 14 længere end forventet i ren protest. Det håber jeg nu ikke.

VENNER ER DEN FAMILIE, DU SELV VÆLGER

IMG_4743IMG_4744

Det her er min egen, lille familie.
Hvis der skulle være plads til hele min familie på billederne, skullevi virkelig stå tæt samlet, for min familie er enorm. Jeg har en mor, far og en storesøster. Jeg har bedsteforældre, tanter, farbrødre, morbror, kusiner og fætre i massevis. Og så har jeg min svigerfamilie. De er også min familie nu, og jeg elsker dem meget højt. Vi er netværksfamilie for en dame og to søde piger fra Eritrea, som jeg også anser for at være min familie. Mine forældres mange gode venner er også min familie, og dem har jeg altid kendt, og elsket, som var det mit eget kød og blod.

Jeg tror at det er vigtigt, at vi husker på, at ens familie ikke nødvendigvis er ens biologiske familie. “Venner er den familie, vi selv vælger”, som min mors veninde engang sagde. Og det er jo så rigtigt. Er en familie ikke de, der støtter én, græder med én, giver et klap på skulderen – og er stolte af én? Det synes jeg. Og det er ikke en selvfølge, at man har sådan et forhold til sin mor og far. Måske er de gået bort, måske har de aldrig rigtig været der, måske er de syge, eller andet. Og så er det jo godt, vi kan finde støtten andre steder. Jeg har den mange steder fra – og jeg ønsker at give den til mange!

At hjælpe, hvor man kan, er for mig, noget af det vigtigste, man kan gøre hér i livet. Nogle mennesker har meget lidt overskud. Socialt, økonomisk og så videre og så videre, og så er det jo godt, at dem, der har overskud, kan hjælpe. Det er derfor, min familie har taget 3 skønne piger til os fra Afrika. En flygtningefamilie, som er fuld af kærlighed, tiltro og glæde. Dét, der gør mig mest glad, er særligt at se børn være glade. Og jeg er sikker på, vi har gjort en kæmpe forskel i disse pigers liv.

Kærlighed defineres ikke i hudfarve, religion eller penge. Kærlighed er lige det, DU synes, det er. Og du er helt og aldeles i stand til at vælge din egen familie.

DE FØRSTE TO STREGER OG NU

IMG_23271 år og 8 måneder. Det er så længe, Kristoffer og jeg har kendt hinanden i dag. Det er ikke lang tid, når man tager i betragtning, at jeg har været gravid 8 af de måneder. Men nogle gange betyder tid bare så lidt. I dag er det 9 måneder siden, jeg stoppede med p-piller. To måneder efter, stop jeg med en positiv test i hånden, og var allerede en måned henne.

Dengang anede jeg ikke, hvad det ville betyde for mig. Dengang var Lilli bare en lille klump, og jeg vidste ikke, at det var Lilli. Jeg vidste bare, at jeg var gravid, og at det ville blive en baby. Jeg elskede den baby fra det sekund, jeg stod med den positive test. Men jeg var aldrig klar over, hvor meget, det var muligt at elske noget, man ikke har mødt.

Jeg havde mange tanker. Vil jeg egentlig helst have en dreng eller en pige? Selvfølgelig ville jeg blive glad, uanset hvad, men hvad fortrak jeg egentlig selv? Og da jeg fandt ud af, at det var en pige, vidste jeg det. Det var nok en pige, jeg helst ville have, inderst inde. Jeg vil gerne have drenge i fremtiden, men jeg tror, jeg er glad for, at det er en pige, jeg får først. Jeg ved, hvordan det er at være pige – og jeg har kendt mange pigebørn. Så jeg var lykkelig.

Jeg kan huske, at jeg var rædselsslagen for at fortælle folk, at jeg var gravid. Min storesøster ringede jeg til den 23. november, samme dag som min test viste positiv. Hun vidste allerede, hvad jeg ville sige, da jeg ringede til hende. Og vi snakker sammen hver dag, så hvordan hun vidste det, aner jeg ikke! Hele min familie anede intet. For jeg ville gerne holde det hemmeligt, for at undgå dømmende kommentarer eller lignene. Jeg tænkte, at jeg godt kunne vente med at fortælle den store nyhed til juleaften. En måned senere. Men det blev hurtigt tydeligt, at det kunne jeg ikke. Så jeg fortalte min mor og far, at de skulle være bedsteforældre den 28. november – på min søsters fødselsdag. Og de var så glade. I løbet af December fortalte jeg nyheden til resten af mine tætteste – familie og venner. Alle var glade på mine vegne. Det betød så meget for mig.

Juleaften fortalte jeg den glædelige nyhed på facebook, instagram og bloggen. I tog alle så pænt imod nyheden, og selvom jeg kun var 9 uger henne på daværende tidspunkt, var jeg slet ikke bange for om noget skulle gå galt.

Min farfar fik konstateret uhelbredelig kræft, omkring julen. Inden da havde jeg dog fortalt ham, at han skulle være oldefar, og jeg tror, det betød meget for ham, at familien fortsætter. Jeg er nemlig den første til at få barn i familien. Selvom vi faktisk er 8 børnebørn på den side af familien, og over halvdelen er ældre end jeg. Han døde en måned senere, desværre 4 dage før jeg skulle til kønsscanning, så han nåede aldrig at høre, at vi ventede os en pige. Han nåede dog at se scanningsbilleder, og han blev så glad og lidt rørt, da han så dem.
Det betyder meget for mig, at han nåede at høre, at jeg var gravid. Selvom han aldrig får lov til at holde hende, så tror jeg alligevel at han – og min farmor, kigger ned på deres oldebarn om en måneds tid – og smiler og er stolte.

Månederne er faktisk bare fløjet afsted lige siden. Tænk engang, at der er gået 8 måneder??? Så hurtigt er tiden aldrig gået før – og det var mig som troede, at tiden ville gå helt i stå. Vi er helt klar til dig nu, Lilli My!

ENDELIG KOM DAGEN: BARSEL

barsel
I onsdags kom dagen. Dagen, jeg har set frem til MEGET længe. Jeger nemlig gået på barsel. Jeg er sikker på, jeg kommer til at kede røven ud af bukserne, og desuden vente ENDNU mere utålmodigt på lillepigen, men nu er der altså kun lidt over en måned til hun gerne skulle komme ud til mig.

Jeg valgte jo for længe siden, at jeg aller helst ville blive på seminariet til jeg fik sommerferie – men jeg kunne jo ikke rigtig vide, hvor dårlig og plaget af graviditeten, jeg ville blive. Men jeg har sgu holdt ud, og hvor er jeg bare glad for det! Første semester er klaret, alle 3 moduler bestået, og en lille mus på vej snart. Jeg kunne ikke være mere lykkelig!