VIGTIGT AT VIKLE

14446310_10210991583730678_1865800399_o
Jeg har endelig fået mig en vikle! Jeg fik den faktisk for halvanden uge siden. Viklen er købt brugt af den kære Yogamor. Det er faktisk Josefine, der inspirerede mig til at købe en vikle, dengang jeg var gravid. Vi mødtes til et event med Bloggers Delight, og hun havde sin smukke datter i den fineste vikle. Min søster lovede, at jeg måtte finde mig en vikle, og så ville hun betale. Men det var slet ikke så nemt! For alle de vikler, jeg forelskede mig i, var simpelthen udsolgt! MEN! Så er jeg så heldig, at jeg følger Josefine på instagram (yogamor), og hun solgte ud i sine vikler for et par uger siden, og så slog jeg til. Jeg valgte at købe denne vikle fra Ellevill, som hedder “Ellevill Paisley Silk Pacific” i 50% øko bomuld og 50% silke.

Det er virkelig den bedste gave, jeg længe har fået, og Lilli er helt vild med at ligge i den – hun falder i søvn på INGEN tid. Den er virkelig smart at have, nu hvor hun er i et tigerspring.  Så piger med børn/gravide ladies: KØB JER EN VIKLE, for guds skyld!

ONE YEAR AGO – NOGET OM AT MISTE

11997233_10205859615143496_38677359_n 11997409_10205859614263474_515027497_n
Billederne foroven er taget for 1 år siden. Jeg havde det bedre, end jeg havde haft det i mange år – færdig med skole, og netop flyttet i lejlighed med Kristoffer. Vi havde taget beslutningen om, at vi gerne ville være forældre. Jeg var faktisk gravid på det her billede, ingen andre end jeg selv vidste det. Men ikke med Lilli. For samme dag, billederne blev taget, tabte jeg fosteret. Jeg var vel en 3-ugers tid henne, så jeg nåede aldrig at få en tilknytning til det. Jeg var dog rigtig  ked af det, da det skete. Men ikke i mere end et par dage. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at min krop jo havde skilt sig af med det af en årsag. Og det var helt okay.

Et par uger efter blev jeg gravid igen. Med Lilli. Og den dag i dag, er jeg jo SÅ taknemlig for, at det skete. Nogle gange skal man lige stoppe op, og tænke, at alting nok sker af en årsag. Sådan tænker jeg. Jeg havde jo ikke haft Lilli, hvis jeg ikke havde tabt det første foster. Det lyder måske hårdt, men jeg vælger at vende det om til noget positivt.

Til alle, der forsøger – og har mistet derude: Held og lykke – og det sker forhåbentlig en dag. Alle fortjener at få børn – på den ene, eller på den anden måde.

Så meget ligner Lilli sin mor:

14408140_10210991564610200_148176977_o14438992_10210991564410195_1343231955_o14445272_10210991563970184_441051085_n14466293_10210991564130188_1610249390_o

Der gik faktisk rigtig lang tid, før jeg kunne se, at Lilli lignede mig. Der var mange, som fortalte mig, at hun ligner min far helt vildt. Og det giver god mening, for jeg selv ligner min far rigtig meget, og har altid gjort det.  Vi har samme øjne og mimik. Og nu har vi endnu én i flokken, som ligner os. Lilli har den sjoveste mimik, og så har hun helt klart mine øjne. Det siger de fleste. Hun har også min hovedform. Munden er helt klart Kristoffers, og næsen er en blanding.

Kan I se nogen ligheder mellem Lilli og jeg? Det er hende på de nye billeder – og så mig på de lidt uskarpe.

Jeg brokker mig over folk, som brokker sig

image

 

 

Jeg synes at være stødt ind i en ny dille på instagram. Mødre, som brokker sig HELT VILDT. Sådan nogle mødre, som skriver, at de ikke elskede deres baby fra de blev født. Dem, som skriver, at de synes at det er hårdt hele tiden og altid og så videre. Og andre, som bare synes at det er herre sejt og modigt, når man står frem og siger, at man for eksempel ikke elsker sine børn hele tiden.

Noget, jeg også har bidt mærke i, er de negative ord, jeg møder på min vej, når jeg fortæller, hvor dejligt, nemt og fantastisk det er, at være blevet mor. Jeg hører næsten ikke andet end: “Bare vent”, “det bliver meget hårdere”, “Det fortsætter ikke sådan”, og så videre. Ved du hvad? Måske gør det! Og vær dog lidt glad på mine vegne.

Hvad er det lige for en trend? Det er åbenbart kun okay at synes det hele er noget lort. Selvfølgelig er det da okay at reagere sådan på at have fået børn! Der er virkelig intet, der er rigtig og forkert. Men hvorfor er det lige, at os, der har synes det har været det mest fantastiske fra day one, ikke får lige så mange rosende ord med på vejen? Hvorfor er vi ikke mega seje og gode mødre? Er vi ikke alle det, eller hvad? Jeg bliver faktisk en smule stødt. Jeg har selvfølgelig rigtig svært ved at sætte mig ind i de mødres tankegang, og jeg har faktisk rigtig ondt af dem! Ikke, at det er forkert, at de har det sådan, men det er da synd, ikke at elske sit barn, have det hårdt og være træt hele tiden! Det ønsker jeg ikke for nogen som helst! Så hvorfor er det lige, at de mødre får så mange opbakkende ord , og får at vide, at det er vildt sejt? De burde få at vide at DE er vildt seje, at selvom de har det sådan, så mestrer de mor-rollgn! Og at det er hamrende synd for dem! For det er det sgu da. Hvem ønsker ikke at have det let fra start?

Det skal lige siges, at dette ikke er en kritik af nogen som helst. Tvært i mod. Før du kritiserer mit indlæg og bliver sur – så gennemlæs det lige en gang mere. Jeg er ikke ude på at såre nogen. Det er jeg faktisk aldrig.

har I egentlig set mit nye hår?

Fotografi den 19-09-2016 kl. 22.07 #2 Fotografi den 19-09-2016 kl. 22.08
Jeg kom lige til at tænke på, om jeg egentlig har vist jer mit nye hår,sådan rigtigt? Jeg stod jo i den situation, at jeg havde cirka verdens mest forfærdelige hår. Det var smadret – og en grim farve. Mit hår var knækket, så det havde cirka 20 forskellige længder. Så jeg sagde til min frisør: Du gør bare, hvad der skal gøres! Jeg troede slet ikke, at jeg ville blive glad for resultatet, da jeg ikke er skide god med kort hår, men da han var færdig, var jeg lykkelig! Jeg tror aldrig, jeg har haft så nemt hår før, og derudover synes jeg, det er super flot! Jeg fik farvet det, klippet det (meget), og vigtigst af alt, så fik jeg klippet alt det slidte af! Mit hår føles så blødt og sundt nu, det er helt fantastisk!