MOBNING – MY STORY

Som I nok ved, er der for tiden ekstra meget fokus på mobning, og i den anledning, vil jeg nu fortælle min historie.

Da jeg startede i 3. klasse fik vi ny klasselærer. X kalder vi hende nu. X havde af en eller anden grund et grusomt problem med mig. Hun mente altså, at jeg stillede for mange spørgsmål, og rettede hende lidt for meget i hendes undervisning. Jeg var dygtig i alle fagene, og havde absolut ingen problemer i nogle fag. X begyndte så at skrive hjem i min logbog hver dag. Om de mærkeligste ting. Fx: “Lærke har i dag spist tyggegummi i timen. Det vil jeg ikke se igen. Vil I snakke med Lærke om problemet?” Eller: “Lærke løb i dag rundt og slog alle børnene i klassen” osv – selvom jeg ikke engang havde gjort det. Hendes løgne i min logbog blev værre og værre, og mine forældre vidste snart ikke hvad de skulle tro. Hun havde flere gange sat mig uden for døren i op til 2 timer, hvor jeg, hvis jeg ville ind i klassen skulle stille mig op foran resten af klassen og sige: “Jeg lover aldrig at gøre — igen. Undskyld, x” – jeg skulle altså ydmyge mig selv overfor hele min klasse. En dag, da jeg ikke ville gå ud for døren, tog x fat i min arm, rev mig ud af klasselokalel mens hun holdt fast i armen. Da jeg kom hjem, havde jeg store blå mærker på armene. MEn jeg sagde det ikke til nogen.

Jeg græd hver dag efter skole, og jeg var syg næsten hver dag. Jeg havde ikke længere lyst til at gå i skole. Jeg gik fra at have den bedste læseprøve til at have den dårligste, på blot et halvt år. Efter 3. klasse skiftede jeg skole. Jeg troede, alt ville blive godt. Men det blev det ikke. Mine veninder gik pludselig imod mig, kaldte mig grimme ord og holdt mig udenfor.

Jeg kan huske en episode, hvor to i klassen lige pludselig gerne ville være venner med mig, selvom de havde “hatet på mig” hele 4. klasse, men jeg blev glad for at der overhovedet ville være mine venner. Så jeg greb chancen, og var sammen med dem. Jeg fortalt dem alle mine dybeste hemmeligheder. Men efter cirka 3 uger, vendte de sig mod mig. De fortalte hele klassen, hvad jeg havde fortalt dem, og jeg fik det forfærdeligt. Jeg stoppede med at spise slik, chips og drikke sodavand. Begyndte at løbe hver 3 dag, og lavede 100 mavebøjninger hver aften. På dette tidspunt gik jeg i 5 klasse. Drenge begyndte også at være onde ved mig og kalde mig ting.

Jeg husker en episode engang, hvor jeg skulle ind i min klasse om morgenen, og der stod 4 drenge ude foran døren. Drengene ville ikke lukke mig ind. De sagde, at de ikke ville have Lærke bakterier på dørhåndtaget. Jeg løb hjem til mig selv og de følgende måneder begyndte jeg at komme 1 time før i skole, så jeg ikke kom ud for samme situation igen. Jeg begyndte at træne hver dag, og jeg spiste ikke frokost i skolen. Jeg gik ikke ud i frikvarterne, og jeg lavede lektier og læste hele tiden. Som jeg selvfølgelig blev drillet med. Pigerne blev ledere. De begyndte at skubbe, slå, sparke.

En dag fik jeg en besked fra min veninde i klassen, som hed Sofie, som aldrig var ondt mod mig. Hun sagde at de onde piger i klassen havde sendt en runde-besked ud til hele klassen med: “Hvad ville du gøre med Lærke? 1-slå hende 2-kalde hende klam eller tre DRÆBE HENDE. Det ville vi ihvertfald.” Det var de to piger, som jeg havde fortalt alle mine hemmeligheder til, og som havde ladet som om, de var mine veninder. Jeg blev helt ødelagt inden i. En dag besvimede jeg i skolen. Jeg havde ikke spist i mange dage og dyrket ekstra meget motion. Min mor kørte mig til lægen, og jeg blev vejet og målt, og havde en samtale. Fik erklæret spiseforstyrrelse, og mine forældre og min søster var helt lamslået. Jeg begyndte at gå til psykolog, og jeg tabte mig konstant. Til sidst skulle jeg på et “fede-op-kur”, og jeg tog langsomt på, og fik det bedre af psykolog-samtaler. Jeg fik ansøgt på Herlufsholm skole, og jeg kom ind. Men der er først skolegang fra 6.klasse af, og der var stadig et halvt år tilbage af 5 klasse. Så jeg begyndte i hjemmeskole, og fik det godt igen.

Nu er jeg helt rask, glad og lykkelig.  Det er over 3 år siden jeg blev rask, men mobningen, der var i de år af mit liv, ryger aldrig ud af hovedet. Jeg er stadig nervøs og bange for at sige nogen i min undervisning, fordi jeg er bange for at folk griner, eller at mine lærere skal sige noget ondt til mig. Og jeg føler mig hurtigt holdt uden for. Dog er jeg glad for det er sket, og at det er en periode jeg er gået igennem i mit liv. Ville dog ønske, det ikke havde været i så hårdt en grad, men stadig – det har gjort mig, til den jeg er. Jeg kunne aldrig gøre noget lignende. Jeg har lært meget af det. Jeg har lært at være mig selv, og lært, at jeg er god nok, som jeg er. Selvom livet er hårdt nogle gange, skal man altid holde ved den, man er, og så må folk jo selv om, om de vil holde af dig.