SKAL VI FINDE OS I ALT? BLOGGING OG HATE

De sidste par uger har jeg overvejet, om jeg skulle lave det her indlæg. Flere gange har jeg skrevet det, men slettet igen. Men nu gør jeg det. First: Let me make it clear: en (PERSONLIG) blog er et sted til personlig udfoldelse og holdninger. Det er ligesom det, jeg altid har gjort. Det har aldrig været meningen, at det skulle være et sted, hvor alle skulle føle sig enige, eller jeg har skulle være bange for at træde nogen over tæerne. Det er min blog. Mine holdninger. Så hvorfor overhovedet bruge tid på at være uenig – altså, med at fortælle mig, at du er uenig?

Det er en grim tendens, at vi har brug for at alle skal være enige i, hvad vi tænker. For det skal alle ikke. Og det er alle ikke. Jeg er generelt et ganske rart menneske, som aldrig har ønsket nogen noget ondt. Er det ikke nok for dig? Har du brug for at føle dig bedre end mig? Fint. Det er du måske også. Og måske ikke. Men jeg har virkelig brug for, at du holder dig væk, hvis Du har sådan nogle tanker om mig. Altså, de tanker, der helt seriøst tror, at jeg prøver at ramme nogen i mine indlæg. At jeg er så dårligt et menneske, at jeg ønsker andre det ondt.

Hvorfor har vi brug for at rette på hinanden og komme med grimme anklager, hele fucking tiden?

Jeg har altid forsøgt at holde en god tone herinde. En god tone, med et strejf af ironi. Det er tydeligvis ikke alle, der altid forstår ironien, men lad nu det ligge. Men nu er jeg faktisk træt af at være sød og holde en rolig tone. Jeg er så pisse træt af jer, der sidder derude, og brokker jer. Hele tiden. I, der har brug for at hakke på mig, skrive onde kommentar, og hate på mig. For hold kæft, hvor har jeg fået meget hate igennem min tid på bloggen. Det startede da jeg var 14, og jeg kan ikke huske, hvor mange gange, det har fået mig helt ned i kulkælderen. Hvor mange gange, jeg har grædt over, at I har kaldt mig ting, truet mig, fortalt mig, hvilket menneske, jeg er. For jeg var bare en usikker teenager. Og jeg kunne ikke holde til det. Når man vælger at lukke så mange mennesker ind i sit liv, som jeg gjorde, så kan man selvfølgelig ikke regne med, at alle er enige i, hvad man tænker.

Men til dig, der skrev til mig, da jeg var 14, at du ville ønske, jeg var død. At jeg var et forfærdeligt menneske, og at det var utroligt, at jeg kunne leve med mig selv, efter at have gjort min familie ondt ved at have min spiseforstyrrelse.

Til dig, der truede mig på mit liv, og desuden skrev, at du ville slå min familie ihjel om natten, imens jeg sov.

Til dig, der skrev, at jeg var blevet tyk, og man ikke skulle tro, jeg havde haft anoreksi nogensinde.

Til dig, der skrev, at jeg ville blive en dårlig mor.

Til dig, der kaldte mig en egoistisk, selviscenesættende bitch

Hvad ved du egentlig? Og hvad giver dig ret til at kommentere på mit liv?

For du har ikke ret. Du har ikke ret i dine antagelser, men mest af alt, så har du ikke ret til at udtale dig om de her ting. Hvad fanden bilder du dig ind?

Hvis du virkelig har brug for at brokke dig, så kig dig selv i spejlet og brok dig lidt over dig selv. Eller fortæl dig selv, hvor smuk og dejlig du er. Eller børst dine tænder. Gør, hvad du har lyst til, og ikke hvad alle andre vil have, du har lyst til. For det er sgu kun dig selv, der bestemmer og vurderer det.

Jeg vil gerne lige slutte af med at sige, at indlægget her ikke er myntet på alle jer, der læser min blog, men på de, der føler trang til at finde noget at brokke sig over.

Jeg er træt af det. Jeg bliver ikke længere ked af det, som jeg gjorde før. Nu bliver jeg bare sur. Irriteret. Mopset. TRÆT. Jeg har valgt at dele rigtig meget af mit liv. Rigtig, rigtig meget. Og så står man lidt i skudzonen. Men husk nu, at jeg ikke er en maskine. Det er altså et menneske, der sidder på den anden side af skærmen. Et menneske med hjerne og hjerte som dig, og som ønsker alle det bedste.O g desuden også et menneske, som du slet ikke kender i virkeligheden. Selvom jeg deler meget herinde på bloggen, betyder det altså slet ikke, at I kender alt til mig. Et menneske, som endelig er voksen nok til ikke at lade jeres kommentarer såre mig. Men sådan har det ikke altid været. Min mor og far har trøstet mig så mange gange efter jeres lede kommentarer. Og nu ved jeg jo godt, at det ikke er mig, der er noget galt med. Men tænk på alle de år, jeg har ladet mig påvirke af nogle af de mennesker, der læser med, bare for at disse/hate. Hvor er det vildt, altså.

Det var bare det. Virkelig rart at komme ud med. Jeg føler ikke, jeg skal forsvare mig selv, og det er bestemt ikke derfor, jeg laver indlægget. Det er fordi jeg ikke orker det mere. Og fordi, jeg synes, at I skal vide, at jeg også er et menneske, som bliver ked af det. Og fordi det har været pisse hårdt at være blogger, da jeg var yngre. Hold nu op, hvor fik jeg meget hate. Og jeg holdt fast i det. For jeg elskede det. Og jeg har hjulpet virkelig mange piger igennem spiseforstyrrelser via bloggen. Besvaret mails, sms’er, kommentarer og facebook-beskeder, både om spiseforstyrrelser, depressioner, at være særligt sensitiv OG at være ung mor. Og det er i bund og grund derfor, jeg gør det. For at hjælpe. For at dele. Og fordi jeg godt kan lide det.

Hav en dejlig aften.