10 ting, du (højst sandsynligt) ikke vidste om mig

Jeg går virkelig ikke særlig pænt. Jeg prøver seriøst at gøre mig så umage med at være feminin i min gang, men det lykkes på ingen måde. Jeg bliver faktisk lidt frastødt over mig selv, når jeg ser mig selv på videoer.

Hele min barndom og ungdom, var min største drøm faktisk at være skuespiller, og jeg har spillet musical, siden jeg var 8 år gammel. Jeg har gået på Eventyrteatret fra jeg var 13 til jeg var 15 år, og på talentskolen i én enkelt sæson, da jeg var 17.

Den eneste kage, jeg kan lide, er jordbærtærte. Så jeg køber altid sådan én, hvis jeg støder på den hér om vinteren – fordi de sjældent er til at opstøve i de kolde måneder.

Jeg ser mine forældre minimum 2 gange om ugen. Lige for tiden er det selvfølgelig kun min mor, jeg ser, da min far er udstationeret. Desuden har jeg faktisk set min mor 11 dage i træk i dag, haha.

Jeg har kun flyttet 2 gange i hele mit liv. Første gang, da jeg som 19-årig flyttede i lejlighed i Næstved sammen med Kristoffer, og anden gang, da vi flyttede i hus i December måned.

Jeg har virkelig mange funny faces, og gør meget brug af dem.

Jeg kan virkelig blive vred over, hvor meget, smukke piger redigerer deres billeder til ukendelighed. Ja, også grimme piger, for den sags skyld. Det er sådan lidt: “Sidst jeg så dig, havde du sgu da brune øjne? Hvordan er de pludselig blevet safirblå hen over natten?” eller “hvor fanden er det modermærke på din kind, du altid har haft?” Hvad fanden er ideen med det? Hvis du absolut skal SKAMredigere dine billeder, så lad dog være med at gøre det så åbentlyst.

Jeg er virkelig fjollet. Altså, nogen ville nok kalde mig underlig eller mærkelig. For det er jeg. Det er slet ikke alle, der kender den side af mig, men den fylder en hel del i min hverdag. Jeg er slet ikke så fin-pige-agtigt i virkeligheden, som jeg viser på de sociale medier.

Jeg tungelæsper, og fandt først ud af det, da jeg var 14. Min familie har aldrig lagt mærke til det, fordi jeg, da jeg var lille, havde en rimelig voldsom talefejl. Jeg kunne slet ikke sige S (og mange andre konsonanter), og de blev derfor erstattet med G. En sut blev altså til “Gug”, storesøster blev til “goergøgger” og så videre. Så da jeg endelig kunne sige S-lyden, var vi alle bare lykkelige over det, og tænkte så ikke over, at jeg læspede.