NÅR MAN IKKE HØRER TIL

I har alle hørt historien om min barndom og tid med mobning både af klassekammerater  og af en lærer, så den historie vil jeg ikke fortælle igen. Jeg vil fortælle historien om den mandag, hvor jeg så noget, der rørte mig – helt ind i hjertet.

I mandags så jeg dokumentaren “Mobbet” på TV2play, fordi min søster sendte den til mig. Jeg tænkte, at jeg liiiige kunne begynde at se det første kvarter, mens jeg sad i skolen og havde frokostpause, så jeg tog høretelefoner i, og begyndte at se.
Efter et kvarter fik jeg en væmmelig trykken for hjertet, samt en stor klump i halsen, som ligesom ikke ville synkes. Jeg stoppe da med at se dokumentaren og begyndte mit skolearbejde. Men det var som om at mit hjerte blev ved med at slå hurtigere og hurtigere, og så begyndte tårerne at trille ned af mine kinder.

Det første kvarter af denne dokumentar havde altså fået mig til at bryde sammen i gråd, og jeg besluttede derfor først at se den færdig, når jeg havde nogen at se den sammen med.

Da jeg kom hjem fra skole og havde spist aftensmad, satte min mor og jeg os sammen og så dokumentaren. Flere gange undervejs blev jeg simpelthen så ked af det, at min mor måtte give mig et kram og holde mig i hånden, før det gik over. Og også min mor begyndte at græde. I dokumentarens første afsnit følger man 3 børn, som har været udsat for mobning. Jeg kunne relatere til alle børnenes problemer og sætte mig i deres sted. Følelsen af at føle sig indespærret, føle sig fortabt og alene Jeg blev sur og ked af det – ikke på mine egne vegne, men på alle de børn, der er blevet – og bliver mobbet.

En følelse, der stadig ligger så dybt i mit hjerte, at jeg – bare ved tanken – kan få lyst til at forsvinde fra denne verden. Den samme følelse, som jeg havde for 6 år siden, da jeg var udsat for mobning og udviklede en så slem spiseforstyrrelse, at den var ved at tage livet af mig. Billedet ovenfor er faktisk lige efter min aller slemmeste periode. På min 13 års fødselsdag. Det er sjovt at se tilbage på nu. Hvor god, jeg har været til at skjule sorgen, og ikke fortælle nogen, hvor slemt tingene egentlig stod til. Somme tider tror jeg stadig mine forældre bebrejder sig selv for ikke at kunne se det. Men så fortæller jeg dem, at det ikke er deres skyld. For det er det ikke. Jeg lukkede mig inde og fortalte ingen noget som helst. Men jeg var begyndende teenager. Hvordan ser man tegnene fra, hvad der er almindelig, sippet teenage-adfærd og når der er noget galt?

Jeg vil gerne opfordre ALLE til at se denne dokumentar, for uanset om du er blevet mobbet eller ej, kan du få noget ud af at se den. Du kan lære og du kan forstå.

Livet er dyrebart – tag det ikke fra dig selv. Men vigtigst af alt – du må ikke tage livet fra andre. For det gør du, der mobber. Du dræber ofrerne indefra. Det starter med hjertet, og langsomt bliver hele kroppen et tomt hul.