det’ derfor, jeg er underlig

Jeg får tit tider mærkelige “tics”, hvor jeg bider mine tænder sammen, laver grimasser og snakker lidt som en baby. Lidt alá “HEJ STATTER” – er altså hej skatter. Derudover klapper jeg menneskerne, jeg snakker til på hovedet som om de er en lille hund. Det er særligt, når jeg er glad, og mest, når jeg er sammen med min søster, kæreste eller mor.

Jeg har TOTAL klæbe-hjerne… Når det altså kommer til at huske sangtekster eller replikker. Min klæbehjerne har desværre altid holdt pause, når jeg har været under cirka hele min skolegang.

Jeg ELSKER film, hvor der er børn med. Om det er gys, kærlighed eller en hvilken som helst anden genre. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men mine forældre har altid sagt: Lærke, der er et barn med i denne film, så den vil du elske! Selv da jeg selv var barn var jeg vild med det.

Jeg har lidt to sider af mig selv. Lærke, når hun er glad og omgivet af alle de mennesker, hun elsker, holder af og føler sig tryg ved. Og Lærke, når hun møder nye mennesker, skal mingle. Jeg er cirka et af hverdans mest grinene mennesker. Og det er ikke løgn. Jeg griner stort set hele tiden, når jeg er sammen med min svigerfamilie, kæreste og min egen familie og tætteste venner. Jeg snakker som en sindssyg, og har svært ved at stoppe, når jeg først går i gang. Men så snart jeg er i et stort selskab, trækker jeg mig tilbage og “bliver i ét med tapetet”. Jeg lytter, siger knapt nok et ord og bliver træt, vil tidligt hjem og så videre. Nogle gange tror jeg virkelig, at det må komme som et chok for de af mine veninder, som ikke kendte mig så godt i starten, at jeg faktisk var et meget udadvendt menneske, som elsker selskab i små doser.

Jeg elsker opmærksomhed. Men kun når jeg selv beder om den. Jeg elsker at fortælle historier fra mit liv, eller sjove oplevelser, når jeg selv vil det, men så snart jeg bliver spurgt ind (særligt i en stor forsamling), bliver jeg rød i hovedet, og utrolig dårlig. Jeg får faktisk rigtig ondt i maven. Det har altid været en kæmpestor ulempe og udfordring i skolen.

Jeg har haft hele 25 mobiltelefoner i mit liv. Ja, du hørte rigtigt. Jeg havde det lidt med, at “tabe min telefon i toilettet”, eller “tabe min mobil ud gennem vinduet”, eller noget i den retning, når blev træt af den, og så var min far så sød, at jeg altid skulle have den bedste mobil.

Jeg har ALTID neglelak på, og sådan har det været, siden jeg var cirka 11 år. HVER dag. HELE tiden. ALTID. Jeg føler, at mine hænder er beskidte og meget følsomme, når jeg ikke har neglelak på.

Jeg laver grimme ansigter konstant. Jeg tror faktisk at mine bedste veninder er ved at blive sindssyg af at modtage grimme snaps af min kæreste og jeg, hver aften. Ej, men hvis der er noget, der virkelig kan få mig til at grine, så er det mig selv, når jeg laver ansigter. For helvede, jeg er grim. Og det synes selv min mor – og der skal altså meget til!

Jeg bliver meget hurtigt ked af det. Om det er fordi jeg har set en sørgelig film, eller om det er fordi en veninde har aflyst en aftale, det er forskelligt. Generelt græder jeg bare meget. Også af glæde. Jeg kan for eksempel slet ikke klare det, når ældre mennesker holder i hånd. Fordi det bare er jordens sødeste. Jeg elsker virkelig gamle par, hvor det bare stråler ud af dem, at de stadig er dybt forelskede i hinanden.