MIT SENSITIVE JEG PART 0

Jeg får rigtig mange henvendelser omkring min sensitivitet, både hér på bloggen, på facebook og mail. Så nu tænkte jeg, jeg lige ville lave et mere uddybende indlæg, som måske forklarer lidt…

Jeg har altid været særligt sensitiv. Jeg tror, det er noget, man er født med-agtigt, men mange mennesker opdager det først, når de er voksne – nogle, måske aldrig.
Jeg selv tog det hele 17 år af mit liv, før jeg fandt ud af, at jeg ikke var “anderledes”. Hele min barndom var egentlig forholdsvis nem. Jeg havde dejlige, omsorgsfulde forældre, og en storesøster, som var 4 år ældre end mig, og som passede på mig. Jeg lærte at gå virkelig hurtigt. Også sprogets gave fik jeg meget tidligt – dog havde jeg svært ved bogstavet “S” og erstattede det altid med et “G” (jeg tror mest af alt, det var mine forældre og den tætteste familie, der forstod mig, men tale, det kunne jeg altså!).

Jeg gik i skovbørnehave og var lidt af et ude-barn. Elskede at lege vildt, elskede at være flabet overfor alle de voksne (for der var fandeme ikke nogen, der skulle bestemme over mig!), og jeg havde masser af venner, både drenge og piger. Jeg var ligeglad med, hvordan jeg så ud, og de fleste dage kom jeg hjem med mudder i mit fine, hvide og krøllede hår, og mit tøj var revet i stykker – og jeg var virkelig fuldstændig ligeglad – jeg havde jo haft det sjovt?

Jeg startede i skole som 6-årig. Ikke fordi, jeg ikke var fagligt klar til at starte – tværtimod – jeg kunne læse hele bøger, og var særdeles godt begavet i en meget tidlig alder. Jeg elskede simpelhen bare den børnehave, og derfor valgte mine forældre at jeg skulle blive et år mere. Børnehaveklassen startede egentlig fint. Jeg havde tit kontroverser med min lærer, husker jeg. Jeg var aldrig vild med autoriteter, og når folk skulle bestemme over mig, men altså – jeg klarede det da, og var helt sikkert én af top-eleverne i klassen i alle fag, indtil 3. klasse.

Først da jeg nåede til tredje klasse gik det galt. Vi fik ny lærer, og hun var ikke vild med mig. På bare ét år, smadrede hun mit selvværd fuldstændig. Hun mobbede mig. Hun sendte mig uden for døren i to timer, tvang mig til at sige undskyld til hende foran hele klassen, hun fandt på løgnhistorier om mig til både mine forældre og resten af mine klassekammeraters forældre, så der ikke var nogle af børnene i klassen som gad, eller rettere, måtte lege med mig mere.
Jeg var et meget fantasifuldt barn, og jeg skrev mange, mange historier i mit kladdehæfte. Somme tider kunne min lærer finde på at tage mit hæfte og læse mine historier op foran klassen, og så grine.Grine af mine historier, og få klassen med på drillerierne.
I tredje klasse startede jeg skoleåret op med den absolut bedste læseprøve – sluttede med den dårligste. Og nej, jeg var ikke blevet dummere. Jeg troede bare ikke på mig selv. Jeg havde ligesom glemt, alt det, jeg var god til.

Fjerde og femte klasse rykkede hele klassen op på en ny skole – heldigvis med nye lærere. Jeg glædede mig helt vildt til at starte på en frisk. Jeg startede op med at tage 14 dage på ferie, og i mellemtiden havde klassens piger altså aftalt, at de skulle holde mig udenfor, når jeg kom tilbage. Det førte selvfølgelig til en masse kaos i mit liv, og jeg begyndte at blive drillet. Og lidt mere end det. Jeg har tidligere fortalt om denne historie, så Hér, og hér kan du læse et indlæg om min tid med mobning. Mobning har mange mennesker oplevet, og alle ved, at man bliver ked af det. Det førte til at jeg blev indelukket, ked af det, begyndte at træne (lidt for meget), og til sidst glemte jeg faktisk at spise. Jeg blev syg. Kom på børnepsyk, fik at vide at jeg havde en spiseforstyrrelse, den udviklede sig senere hen til anoreksi. Jeg ville ikke være sammen med andre mennesker, græd hele tiden, og ønskede faktisk bare at få en ende på mit liv. Du kan læse mit indlæg om min tid med anoreksi, lige her.

Jeg blev heldigvis rask, da jeg startede på Herlufsholm kostskole som dagelev i 6. klasse. Jeg gik der i to år, og skiftede så til Næstved fri skole, da jeg ikke følte, jeg kunne være mig selv på Herluf. Næstved fri skole er på mange måder det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg lærte så meget om mig selv og andre mennesker, og blev så meget stærkere. Jeg vandt mit selvfærd og min selvtillid tilbage, som jeg havde glemt, i så mange år. Jeg blev glad. Udadvendt. Fik masser af nye venner og veninder, og jeg blev læseven for rigtig mange børn – det gjorde mig til et helt nyt menneske. Jeg elsker at arbejde med børn, fordi de er så dejligt ærlige. Så hvis de kan lide én, så kan de altså lide én. Det er fantastisk. Jeg sprang ottende klasse over, og bestod niende klasse med et yderst godt gennemsnit.

Efter niende klasse startede jeg i 1.g på næstved gymnasium. Jeg havde glædet mig helt vildt, og var sikker på, at jeg var klar til at starte. Det gik desværre ikke, som jeg havde forventet. Jeg mistede super hurtigt interessen for gymnasiet, og jeg var virkelig ikke vild med den klasse, jeg gik i. Alle var selvfølgelig søde, men jeg klingede aldrig rigtig med nogle. Desuden var gymnasiet alt for stort. Kom fra en skole, hvor vi kun gik cirka 80 elever, til danmarks største gymnasium. Mine usikkerheder kom tilbage, jeg gemte mig i krogene, når jeg gik igennem de store områder med mange mennesker,og jeg sad helst alene i klassen, når vi havde frikvarter og undervisning. Jeg blev menneskesky som aldrig før, lukkede mig inde på mit værelse, hver dag efter skole, og græd. Jeg kunne ikke længere følge med i undervisningen, kunne ikke fokusere, var ked af det hele tiden, og gennem 1-og-2.g havde jeg hele 14 halsbetændelser, samt kyssesyge gennem næsten hele 1.g. For det er nemlig min krops måde at sige “STOP” på. Den bliver syg. Jeg startede hos skolepsykologen og  Jeg var derfor til læge en del gange, og en gang fik jeg fortalt min læge om min situation. Hun henviste mig til en psykolog, og jeg fik snakket lidt om tingene. Vi besluttede, at det var bedst at holde ved – der var trods alt kun halvandet år tilbage, før jeg blev student. En onsdag morgen, da jeg kom i skole, var der morgenshow på skolen. Alle grinede, og jeg grinede lidt med, selvom jeg ikke rigtig vidste, hvad det handlede om. Lige pludselig er der én af mine bekendte, der råber: “Se, Lærke, det er dig oppe på scenen”, og da jeg så får kigget, ser jeg at morgenshowets tema er bloggere. Og de gør grin med både mig, min søster og min veninde. Jeg bryder fuldstændig sammen, og den dag måtte jeg bede min mor og søster komme og hente mig, for jeg sad ude på toilettet og var fuldstændig knust.

Jeg stoppede på Næstved Gymnasium i midten af 2.g, besluttede mig for at havde et halvt år til at tænke over tingene, spille noget teater og mest af alt – finde mig selv. Jeg var meget ked af det denne periode, og gik til psykolog en gang hver 14. dag. Jeg havde en mindre depression, og så hørte jeg for første gang om “HSP” . Jeg var så lettet, og det var virkelig som om der blev fjernet en byrde fra mine skuldrer. Jeg var jo ikke mærkelig, anderledes, dum, syg…. Jeg var bare særligt sensitiv, som så mange andre mennesker hér i verden. Jeg føler bare alt omkring mig. Alle lyde, alle lugte, alle følelser, alle mennesker. Et helt nyt liv og syn på livet dukkede op, så hurtigt.

Dette var min historie. Jeg er ikke færdig, for der vil nemlig komme flere parter ud, af historien. For at kunne forstå min sensitivitet er man nødt til at kende min historie, så hér var den altså. Senere hen vil I høre, hvordan jeg klarer det nu, hvad det er, der særlig “tricker” min sensitivitet, og hvad jeg føler, når jeg bliver ked af det.