EN SERIØS PAUSE FRA DE SOCIALE MEDIER – HVORFOR?

Nu har jeg et par dage gået med tanken om at droppe de sociale medier for en stund, og i dag bliver dagen. Jeg kan mærke, at jeg bliver enormt stresset af at anvende både instagram, facebook, snapchat (og også lidt bloggen), fordi jeg føler, at alle forventer noget af mig. At alle forventer, at jeg snart føder. Og det ved jeg jo virkelig ikke, om jeg snart gør. Jeg ved det faktisk virkelig ikke. Jeg har ikke lyst til at ses med nogle mennesker denne weekend, jeg har ikke lyst til at svare nogle mennesker på, om der er sket noget, og jeg har ikke lyst til at lave andet end at se How I Met Your Mother på sofaen, og være sammen med min Kristoffer.

De sidste tre dage har jeg nemlig haft noget, der ligner veer – og faktisk også ER veer. Jeg har benægtet lidt, fordi jeg ikke turde håbe på noget. For sådan er jeg. Jeg vil ikke sætte forventningerne for højt – især ikke hos andre, for så føler jeg bare, at jeg skal forsvare det, hvis der nu ikke er sket noget. Derfor var det kun min mor, far, Marie og Kristoffer der vidste, at jeg havde haft veer et par dage, og jeg bad dem udtrykkeligt om IKKE at nævne det for nogle andre. I går aftes tog veerne til i styrke og interval, og jeg ringede derfor til min jordemoder, som bad mig komme ind til tjek. Ja, der var veer. Men min livmoderhals var intakt, og jeg havde overhovedet ikke åbnet mig. Jeg var helt knust. For selvom jeg havde sagt, at jeg ikke regnede med noget, så havde jeg sådan håbet!

Jeg blev sendt hjem med noget smertestillende, lidt morfin, og noget at sove på, og er lige vågnet. Det var dejligt at kunne sove ud, men tanken om, at der stadig kan gå 10 dage, før jeg føder, er fuldstændig u-udholdelig! Jeg magter ikke flere: “Du er førstegangsfødende, du føder sikkert først om 10 dage”, eller: “Sker der noget?”, eller “JEG gik 14 dage over, det gør du nok også”, eller: “Nyd du bare tiden alene, mens du kan”- jeg MAGTER det ikke. For jeg bliver simpelthen SÅ ked af det. Jeg græd hele aftenen i går – for første gang, siden min farfar døde. I 6 måneder har jeg ikke grædt, sådan rigtigt, men i går skete der bare et eller andet. Og jeg besluttede derfor, at nu er det nok med de sociale medier. Jeg skal ikke føle mig stresset over andres meninger og forventninger til min fødsel. Jeg skal nyde min fødsel, uden at stresse, og det skal blive den bedste fødsel – på trods af smerter.

Så nu trækker jeg stikket. Jeg ved, at I kun spørger og skriver af interesse, og at I alle vil mig det bedste – men jeg håber nu alligevel, at I forstår. Til alle mine veninder, som læser dette: I er nogle skatte, og jeg elsker jer meget højt – jeg undskylder, at jeg har virket så fjern på det sidste. Men jeg er bare SÅ utålmodig, og kan slet ikke overskue at planlægge fremad, før jeg ved, jeg har født.

Jeg laver selvfølgelig en update, så snart, jeg har født min Lilli – måske endda før. Men jeg har altså besluttet, at min fødsel skal være en intim oplevelse, som kun jeg, Kristoffer, min mor, far og Marie ved, hvornår sker. Kristoffer, Marie og min mor skal alle med til fødslen, og jeg glæder mig til at give dem denne store oplevelse. Hav en helt fantastisk weekend! Jeg håber selvfølgelig, at jeg MEGET snart vender tilbage med gode nyheder!