OM AT VÆRE RASENDE

Lige for tiden overvejer jeg virkelig at slette min facebook. Jeg synes faktisk ikke jer ser andet end tarvelige artikler om flygtninge – og folks hadefulde kommentarer hertil. Jeg får SÅ ondt i maven af at læse disse opslag. Så ondt i maven, at jeg faktisk kan få en dårlig dag, hvis jeg starter dagen op med at se dette.

Min familie har altid lært mig, at alle mennesker skal have en fair chance. Så det har de fået. Jeg har aldrig hørt min far eller mor sige ét dårligt ord om et menneske, som ikke var 100% dansker. ALDRIG. Og det er jeg SÅ stolt over. Jeg ved virkelig ikke hvordan det skulle være muligt for mig at kigge mig selv i spejlet og hade nogle mennesker, jeg aldrig har mødt. Der er mange ting, jeg kan takke mine forældre for – men især dette. De har lært mig at være menneske – et menneske, som klarer livets udfordringer, så godt jeg kan – og som forsvarer de svage.

Jeg kommer fra et hjem med forældre som er veluddannede og intelligente – det vil jeg mene, og det er jeg sikker på, at alle der kender mine forældre også mener – det er jeg stolt af. Ikke kun at de er dygtige til dét, de gør – men også, at de formår at se ud over deres egen næsetip.

Vi har en “værtsfamilie” fra Eritrea. En mor og to piger på 10 og 5. De er flygtet fra Eritrea – og kommet til Danmark for lidt over et år siden. Pigerne kan begge dansk – den mindste kan snakke flydende, og den ældste er godt på vej. Moderen bliver bedre og bedre for hver dag, hun prøver virkelig, og når hun ikke kan ordene på dansk – siger hun dem i stedet på engelsk. Familien forsøger at indordne sig de danske rammer – den danske kultur, og de er godt på vej. Mine forældre ses med familien ihvertfald 2-3 gange om ugen, spiser med dem, laver danske ting med dem, går tur og så videre, og Kristoffer og jeg er med cirka én gang om ugen – pigerne er blevet som mine ekstra søskende. Moderen er det mest kærlige, godhjertede og varme menneske, jeg nogensinde har mødt – og det smitter selvfølgelig af på hendes piger. Hun har en helt særlig evne til at lytte, og “se ind” i andre mennesker – som jeg selv, så vi har meget at snakke om. Jeg elsker vores ekstra familie, som var det min egen, og jeg vil gøre alt for at de undgå at se nogle af de hadefulde ord på de sociale medier. De bliver sat i en boks. Med dem der måske ikke kan finde ud af at være her. Men helt ærligt, vi bliver sgu også nødt til at give folk en chance! De kommer fra andre steder i verden, de er vant til at opføre dig anderledes, så måske de bare skal have en hjælpende hånd til at “lære” at bo i Danmark – ihvertfald den tid, de nu er her.

Jeg synes det er tydeligt, når man snakker med racististe mennesker, eller læser deres kommentarer på nettet, at de er lettere uintelligente – og ikke mindst rigtig, rigtig bange. Bange for forandringer. I går blev jeg så træt af at læse disse hadefulde kommentarer, at jeg blev nødt til at skrive en kommentar under en artikel med 1000-vis af onde kommentarer. Jeg gør normalt aldrig sådan noget, men i går fik jeg nok:

“Jeg er pinlig over at være dansker, når jeg læser nogle af de kommentarer, som er under en artikel som denne. Hvordan kan I være så hadefulde, så tarvelige, så uintelligente – og så tro, at det er “dem”, der er noget “galt” med? Forfanden, så åben dog øjenene! Skammer I jer ikke? Når jeg læser jeres kommentarer, får jeg ondt i maven. Ondt i maven over at blive sat i bås med jer, som dansker. Fy for helvede, hvor er det bare ikke noget, jeg har lyst til. Vi er alle bare mennesker. Alle ønsker at opnå det bedste – få det “perfekte” liv. Vi har mulighederne for at få det. Det har de måske ikke – så de kæmper, det forsøger at få det gode liv. Lad dem! Og koncentrer dig i steder om dig selv! Har du opnået det, du gerne ville? Nej? Så forsøg! Du kan få den uddannelse, du vil – hvis du kæmper! Gør du det? Nej? Så kæmp for helvede, og lad ikke andre bøde for din elendighed! Hvad er det I er så bange for? For det er tydeligvis frygt, jeg ser I jeres øjne og kommentarer. Er du virkelig så bange for at blive udkonkurreret?”