FARMOR

Så er der altså taget hul på kærlighedsugen. (Læs forklarende indlæg her)

Starter ugen med et indlæg om min farmor.

Min farmor er et af de varmeste mennesker I hele verden. Glad, frisk og et fantastisk godt menneske. Hun hjælper, hvor der kan hjælpes, og hvor hun kan hjælpe. Hun er en rigtig farmor. Altid med åbne arme, og klar til at gribe én, hvis man falder. Laver fantastisk, fantastisk mad, og elsker alle omkring hende. Min farfar og farmor har været sammen i rigtig mange år. Siden min farmor var blot 18 år. De elsker hinanden over alt på jorden, og det er så livsbekræftende….

Men så skete uheldet. I 2008 (eller 09) fik min farmor konstateret kræft. Vi var alle meget chokeret, da min farmor levede sundt, røg ikke, cyklede hver dag, og spiste god mad. Men vi var selvfølgelig alle sammen sikre på, at hun nok skulle klare det. Hun skulle bare blive rask.
Men det blev hun ikke. Hun blev mere og mere syg. Men så skete det, vi havde ventet på. Hun fik en operation, der skulle gøre, at hun ville blive “rask”. Ihvertfald rask nok til at kunne leve mange år endnu.

Vi blev ringet op en dag, da vi var på vej til hospitalet for at se hende. Operation var ikke gået godt. Det kunne ikke lykkes. Hun lå på hospitalet rigtig længe. Vi besøgte hende meget tit, og hver gang, sørgede jeg for at fortælle hende, at jeg elskede hende, selvom jeg har utroligt svært ved at sige det til andre. Vi fik valget mellem at få hende hjem, så hun var total dopet, og så lade hende sove ind i sin egen stue hos sig selv, eller lade hende dø på hospitalet. Hun  ville selv meget gerne hjem, og derfor var det selvfølgelig det, vi valgte.

Hun kom hjem i en hospitalsseng og lå i stuen, med udsigt over hendes meget, meget smukke have. Hun havde slanger og jeg ved ikke hvad, alle steder omkring sig, så hun ikke ville lide den sidste tid, hun havde tilbage. Der kom en sygeplejerske en eller flere gange om dagen og gav hende piller og så videre. Min farmor kunne ikke længere spise, og det eneste væske, hun indtog, var en vatpind, duppet med lidt vand.
Vi tog alle fri fra skole og arbejde, så vidt som vi kunne. Mig, min mor, min far, min søster, min tante, farbror, kusine, fætter, kusine, kusine, fætter og fætter, samt min anden tante og farbror, og så selvfølgelig min farfar.  Min far og jeg var hos min farmor hver dag. Hun skulle have de bedste sidste dage.

Men hun ville ikke give slip. Hun kæmpede, og allerede efter 2 dage derhjemme, mistede hun stemmen og alle reaktioner. Det eneste man hørte fra hende, var når hun havde ondt, og græd stille. Vi kunne ingenting gøre. En aften, da jeg sad alene i stuen med hende liggende i senge, tog jeg hende i hånden, og sang en stille sang til hende, som hun altid gjorde, når jeg ikke kunne sove, da jeg var lille. Jeg sagde, at det hele nok skulle gå, og vi alle sammen nok skulle passe på hinanden og på os selv. Så nu måtte hun godt lukke øjenene, og få fred. Det var det hårdeste, jeg nogensinde har sagt. Først lørdag eftermiddag, klokken lidt i 12, gav hun op. Hun kæmpede i næsten en uge, før hun sov ind.

Tiden efter var forfærdelig og hård. Min farmor havde fået fred, så det var selvisk at tænke, at man bare ville have hende igen. Men jeg kunne slet ikke fungere, og da jeg nogle måneder siden blev konfirmeret, holdt jeg en tale, hvor jeg bad om et minuts stilhed for min farmor, men orderne ville bare ikke ud. Jeg brød fuldstændig sammen. Min søster forsøgte at hjælpe med at få det sagt, men heller ikke hun kunne. Nu er det snart rigtig mange år siden. Jeg får stadig en klump i halsen og en tårer eller to ned ad kinden, når jeg tænker på hende.

Min farmor var et fantastisk, og jeg vil aldrig glemme hendes skønne latter, smil og stemme. Hun er for altid i mit hjerte.