Jeg er blevet småsyg hen over de sidste 3 dage. Jeg hoster, min gane klør, jeg har hovedpine og så er jeg blevet helt vildt snottet! Derudover producerer jeg slet ikke nok mælk for tiden, og Lilli er små-gnaven hele tiden. Jeg er nok lidt små-stresset over at vi flytter i hus om lidt. Der er SÅ mange ting, der skal ordnes inden vi flytter, og lige nu er vi i huset hver dag for at male, rydde op, flytte ting fra lejligheden til huset og så videre. Det er lidt hårdt med en lille bebs på armen, men heldigvis hjælper min mor og far SÅ meget.

I dag startede virkelig på en dårlig måde. Lilli har som sagt været lidt gnaven – særligt i går aftes, og derfor var hun svær at få til at sove. Vi sov klokken 01.00, men Lilli vågnede allerede 01.30 igen. Sov så heldigvis til klokken 4, men så vågnede hun så og begyndte at sparke mig i maven. Normalt kan jeg bare give hende lidt bryst i sengen, og så sover hun igen, men i dag har hun så været lysvågen siden klokken 4. I 3 timer har jeg forsøgt ALT jeg kunne for at få hende til at sove! jeg har viklet hende, svøbt hende i dynen, vugget hende i mine arme, lagt hende i autostolen og gynget, ligget hud til hud, givet hende mad, ALT! Men intet hjælper. Derudover er min mobiloplader gået i stykker og min mobil er gået ud. Det betyder altså, at jeg slet ikke kan bruge mobilen, og det kunne nu ellers være meget rart, når man nu kun har sovet 3 timer i nat.

Der er altså også en anden side af mor-livet. Det er sgu hårdt, nogle gange. Særligt, når man er syg. Puha. I dag og i morgen er vi i huset igen – og så skal vi gøre klar til Lillis dåb på søndag – håber VIRKELIG at jeg når at blive rask. Og få noget søvn. Tak

eg har jo allerede fortalt, at jeg skal flytte. Og jeg lovede jer flere detaljer – så det får I nu.

Min mor og far har købt et hus, som Kristoffer, Lilli og jeg skal leje de næste MAAANGE år. Jeg har hele tiden ønsket, at mine børn skal vokse op i et hus. Og gerne det samme hus, så de ikke skal igennem 1000 flytninger. Derfor besluttede mine forældre at lave et forældrekøb – det fineste hus på 130 kvardratmeter i Næstved, tæt på daginstitutioner, skoler og så videre. Vi flytter den 1. December, og jeg tror virkelig aldrig, jeg har glædet mig så meget til noget, som jeg glæder mig til dette! Vi er godt igang med at købe flotte møbler og gøre hjemmet rigtig lækkert – og I skal selvfølgelig nok få det hele at se en dag.

Lige nu er jeg bare hamrende spændt. Og lykkelig for, at jeg kan give Lilli et hjem i sikre omgivelser, og ikke langt væk fra sine bedsteforældre. Jeg glæder mig til at indrette – særligt Lillis værelse!

Planen er, at vi skal leje huset af mine forældre, indtil vi begge er færdiguddannet, og selv kan købe huset. Det er perfekt i forhold til størrelse og lokation – og så bor min farbror og tante 3 huse derfra, så der er altid en hjælpende hånd, hvis vi har brug for det, og det er jo dejligt at vide!

I torsdags fik jeg en mail. En rigtig sød mail faktisk. Jeg blev spurgt, om jeg ville deltage i tv-programmet “De Unge Mødre”. De havde nemlig læst min blog, og mente, at jeg ville være en god rollemodel. Først tænkte jeg, at det måtte sgu da være en joke! Jeg har jo næsten lige lavet det her indlæg, om det at blive sat i kategorien “ung mor”? Men jeg læste mailen igen, og det var skam bund-alvorligt! Først grinede jeg lidt af det, sammen med min veninde, Stine. Men så tænkte jeg, at det faktisk kunne være meget interessant. Mest af alt for at vise, at der faktisk er mange unge mødre, som klarer jobbet rigtig godt! Og jeg vil bestemt mene, at jeg er én af de mennesker.

Men så tænkte jeg igen: “Lærke fra de unge mødre” – Vil jeg virkelig være hende? Og nej, det vil jeg ikke. Jeg ville aldrig gøre det for at blive kendt, eller for at vise mig frem. Jeg ville udelukkende gøre det for at vise unge piger, at man faktisk godt kan blive mor i en ung alder – under uddannelse – og stadig klare det fuldstændig til UG.

Men i sidste ende tænker jeg på mig selv. På, hvad jeg vil. Og hvad der er bedst for Lilli. Og det er selvfølgelig, ikke at være med i et tv-program! Så det bliver altså ikke Lilli og mig I får at se i næste sæson af de unge mødre, haha!

I dag har jeg sådan en dag, som jeg ikke har haft i et år. Jeg er træt. Jeg er smadret. Jeg er ked. Jeg er fyldt op. Fuldstændig. Jeg har haft en fantastisk uge med dejlige mennesker, men det er som om jeg har mærket dem for meget. Mærket lidt for meget, hvordan de har det, og jeg har mærket, at de ikke har haft det alt for godt. Jeg er ellers blevet rigtig god til at skubbe andres følelser væk, og ikke bliver alt for påvirket længere. Men i dag slog det mig bare. Det er rigtig hårdt at have det sådan, når man skal være en god veninde, datter, svigerdatter, kæreste – og vigtigst af alt – mor. Det er ikke sådan, at jeg græder. Men jeg er bare påvirket af alt det, der er sket i denne uge. Jeg har brug for at slappe helt af, og derfor tager Lilli og jeg hjem til min mor og far lige om lidt.

Selvom jeg selv er blevet mor, er der virkelig ikke noget bedre end at blive “passet på” hos mor og far. Jeg ser helst min mor og far hver anden dag. Men denne uge har vi stort set ikke set hinanden, og det har været rigtig hårdt. Jeg kan snakke med mine forældre om alt, og de er bare så gode til Lilli og til at vide, hvad de skal sige og ikke sige. Derfor har det været hårdt, at jeg ikke har set dem så meget lige netop denne uge, hvor jeg i virkeligheden har haft mest brug for det. Men det er fordi jeg har haft planer hver dag. Jeg er nok nødt til at passe lidt bedre på mig selv og være bedre til at melde fra. Jeg savner min mor og far og glæder mig til at se dem om et par timer.

For nyligt kom jeg forbi et af de dersens kønsdebatter, der florerer på internettet disse tider. Jeg kom også til at tænke på kønsscanninger med mere, og derfor fik jeg lyst til at lave et indlæg med mine tanker og holdninger til netop dette emne.

Jeg ved ikke, om I har hørt om den svenske børnehave “Egalia”? Denne børnehave bruger genuspædagogik, og det vil altså sige, at pædagogerne ikke bruger udtryk som “han” og “hun”, men i stedet omtaler barnet “hen”. Forældrene til barnet er ikke mor og far, men i stedet bare en “forældre”. Der er ikke “kønsrelateret” legetøj i børnehaven, og børnene bliver opdraget og behandlet ens, uanset køn.

Jeg må indrømme, at jeg synes det virker fuldstændig absurd. Ikke fordi jeg ikke forstår det, men hvorfor er det dog nødvendigt? Jeg er sikker på, at et børn oplever fuldstændig lige meget opmærksomhed, om de bliver opdraget som drenge eller piger. Så længe, barnet selv får lov til at vælge. Men som Lars-Henrik Schmidt udtaler i Børn og unge til debatten, om, hvorvidt man siger han, hun eller hen: ”Det afgørende er, om man kan opdrage børnene til at være mere kønsrobuste, så børnene ikke er afhængige af at finde inden for en bestemt kønskategori” og igen siger han: ”Man må gerne opdrage drengene til at kunne lide lyserødt. Men det gælder også for pigerne! Hvis pigerne ikke må vælge barbie, er det forkert – hvis nu det er det, der gør pigerne stærke. Det handler om, at børnene bliver stærke nok i sig selv til ikke hele tiden at blive udfordret på kønnet”

For der ER jo en forskel. En forskel, man er født med. Vi er jo drenge og piger, rent genetisk, og der er der ikke meget at gøre ved. Jeg forstår ideen om, at børn selv skal have lov at vælge. Og jeg må virkelig indrømme, at Lars-Henriks udtalelse er LIGE i skabet. For det handler jo om, at gøre børnene stærke nok i sig selv til ikke at blive udfordret på kønnet.

Jeg er jo ved at uddanne mig til pædagog, og modulet: Køn, seksualitet og mangfoldighed, var nok et af de moduler, jeg viste mest interesse i. Det handler ikke om, om vi kalder barnet for dreng eller pige, men at vi som pædagoger, eller “professionelle opdragere”, møder barnet, dér hvor det er, og at vi udfordrer, griber og plejer barnet, som vi har i vores varetægt.

Vi må aldrig være forudindtaget, når det handler om vores børn. Vi skal lade dem danne deres egen identitet, støtte dem og udfordre dem, så de virkelig ved, hvem de er, og hvad de vil.

Når det kommer til kønsdebatten i eget hjem, så er der mange syn på, hvordan kønnet “takles”. Skal man vide kønnet på forhånd, og er det okay at købe kønsrelateret tøj, eller skal det være kønsneutralt? Jeg selv ville da ønske, at jeg havde kunne vente med at vide kønnet på Lilli til fødslen. Men det kunne jeg slet ikke! Det var simpelthen alt for spændende for mig. Lilli har næsten udelukkende lyserødt tøj, og det er helt okay, synes jeg! Især, når de er så små, at det er svært at se, om det er drenge eller piger.

Men lige nu handler det bare om, at Lilli endnu ikke er dér, hvor hun ved, hvad hun vil. Og så synes jeg, at det er helt okay, at iklæde hende lyserødt tøj, lade hendes hår vokse sig langt – og kalde hende prinsesse. Hvis hun en dag kommer og fortæller mig, at hun vil være korthåret og kaldes Mark, så tager vi den jo derfra. For Lilli skal have lov til at være lige præcis den, hun har lyst til at være. Men lige nu er hun bare min prinsesse. Og det vigtigste er, at jeg elsker hende og er stolt af hende uanset hvad. Om hun vil gå i skatertøj eller kjoler. Om hun vil være kærester med en dreng eller en pige. Jeg ønsker hende blot det bedste liv, nogen, nogensinde kan få.