VEJEN TIL AT BLIVE EN GOD MOR

Der er så mange holdninger til, hvad det vil sige at være en god forældre.
Jeg synes selv, jeg er blevet opdraget på absolut bedste vis, af de mest kærlige, kloge, søde, anerkendende forældre i verden, og jeg bliver så stolt, når jeg studerer (pædagog), og finder ud af, at det også bare er det helt rigtige, de har gjort.

Det aller vigtigste for et barn er anerkendelse fra sine primære omsorgspersoner, altså, oftes mor og far. Helst fra alle, faktisk. Affektiv afstemning – altså, at man viser interesse for børnene, man svarer, når de spørger om noget, man trøster, når de græder, og man er dén de har brug for i lige præcis dét sekund, de har brug for én.

Jeg er så absolut ligeglad med, hvem min datter vokser op og bliver – bare hun ved, at vi altid står bag hende, og støtter hende i hendes valg. Man skal også sige fra som forældre. Snakke om tingene, hvis man synes, barnet gør noget, som ikke er i orden. Men aldrig få barnet til at føle sig forkert. Skæld ud har aldrig været min kop te. Muligvis, fordi jeg aldrig rigtig er blevet skældt ud – for hvad nytter det at råbe af et barn og få dem til at føle sig “alene” i verden?

Jeg vil aldrig lade min datter føle, at hun skal passe på mig. Jeg ved at mange børn oplever, at de i en vis grad skal beskytte og passe på deres forældre. Særligt hvis forældrene har været psykisk syge, haft depression eller har lidt af en anden psykisk lidelse, hvor de i en vis grad ikke kunne tage sig af barnet, som før. Det er virkelig dét, der betyder mest. At Lilli skal føle, at det er Kristoffer og jeg, der passer på hende – IKKE omvendt. Nu har vi et barn, og så må vi virkelig tage os sammen. Vi har begge lidt af depression i vores teenage-år. Men når man får et barn er der bare dét ekstra at passe på. Det er jo også en del af det at blive forældre. Nu har man ansvaret for et andet menneske. Et lille, uskyldigt menneske, som vil passes på – ikke passe på. Hun må aldrig føle, at hun skal holde inde med, hvordan hun har det, fordi hun er bange for at vi bliver kede af det.

Lilli skal vide, at hun er elsket – uanset hvad. Fra den dag, jeg føder hende, er jeg sikker på, at hun vil føle det. Jeg vil kigge på hende, smile til hende, snakke med hende, kysse, kramme, putte med hende, uanset hvad. Jeg vil læse for hende, synge for hende, og få hende til at føle sig som en prinsesse.

Og hvor er jeg dog ligeglad med de mennesker, der aldrig er blevet kaldt prins eller prinsesse, og som har så ondt i rø—, fordi de er sikre på, at hvis man kalder et barn prins eller prinsesse, så føler de sig hævet over andre, og at det er usundt for børn at tro at forældrene vil gøre alt for dem, som prinsesser og prinser- Ja for søren – hvis ikke forældrene skulle gøre alt for dem, hvem skulle så? Det er da for pokker forældrenes “job”, at synes, at deres børn er det mest værdigfulde i denne verden?

Jeg er altid blevet kaldt prinsesse, og jeg vil faktisk, bundærligt, indrømme, at jeg er noget af det mest sympatiske og omsorgsfulde på denne jord.

Jeg tror, I forstår, hvor jeg vil hen med dette. Min datter kommer ikke til at mangle kærlighed, det vil Kristoffer og jeg sørge for. Og det ved jeg, vores familier og venner er med til!