Den sidste scanning. Er alt som det skal være?

  
I dag var vi til misdannelsesscanning, og fik endelig lov til at se vores lille pige igen.

Jeg har virkelig været nervøs for denne scanning i lang tid! Jeg har jo mærket hende hver dag i 3 uger, og både Kristoffer og min mor har også mærket hende. Men alligevel var jeg nervøs. For hvad nu, hvis der var noget galt? Hvis hendes hjerte, hjerne eller andet ikke var, som det skulle?

Jeg har haft så meget mareridt de sidste par dage. Og hver gang er jeg vågnet af spark fra min lille pige. Næsten som om hun trøster mig. Det lyder nok virkelig underligt, men sådan føles det altså! I nat oplevede jeg for første gang at have halsbrand. Ikke noget, jeg ønsker sker igen, for av for fanden da! Heldigvis vågnede Lilli og sparkede lidt. Så faldt jeg til ro og kunne sove igen.

Klokken 8.15 var Kristoffer og jeg til Scanning. Jeg er selvfølgelig helt vild med at være til scanning, fordi det betyder at jeg får hende at se igen, men det er faktisk ikke en særlig rar følelse. Der bliver trykket rimelig hårdt med scanneren, og når man er gravid, er livmoderen jo ret stor og helt hård, så jeg blev flere gange dårlig, og måtte vende mig på siden for lige at trække vejret ordenligt. Det var nok også lidt en kombination af at være vildt nervøs for, hvordan det egentlig stod til med hende derinde, og så at man bliver trykket hårdt på maven. 

Jordmoderen gennemgik hende fra top til tå. Alle organer blev gået i gennem, og alt så heldigvis helt perfekt ud. Hun vejer 286 gram og er hele 20 cm lang. Store pige! Hver gang, hun bevægede sig på skærmen, mærkede jeg hende også inde i maven – det var en vild følelse, fordi jeg næsten kan tro, at det er mig selv, der bilder mig ind, at jeg kan mærke hende nogle gange. Nu fik jeg virkelig bekræftet, at det er hende, jeg mærker! Hun danser rundt, og er meget aktiv. Jeg bliver helt stolt, når hun bevæger sig derinde! Denne scanning var også ret vild, fordi vi kunne se alle træk næsten. Hun ligner mig rigtig meget. Fuldstændig samme næse og profil som jeg, det er vildt at tænke på. Og nu går der 20 uger, før jeg atter ser hende – nemlig til min fødsel. Wow, ventetiden er u-udholdelig, men jeg er allerede halvvejs, og den første halvdel af graviditeten er jo gået godt – og stærkt!

Lige nu er jeg vildt lettet. Og træt. Så nu vil jeg sove lidt, og måske synge en lille sang for min perfekte pige.