MIN STORE HEMMELIGHED – MIN HISTORIE

 Jeg har delt meget af mit liv på bloggen de sidste mange år. Men det er selvfølgelig på ingen måde ALT, jeg deler.

Faktisk tror jeg ikke, jeg har fortalt nogen af jer (eller nogen andre, udover min familie), at jeg, samme uge som jeg var stoppet med p-piller, faktisk var gravid. Jeg havde taget en test, og den var positiv – men testen derefter var negativ. Så jeg bestilte en tid til lægen, så jeg kunne få det afklaret. Jeg var glad, men også lidt nervøs, for jeg havde regnet med, at der ville gå et halvt til et helt år, før jeg blev gravid, efter jeg stoppede med p-piller. Jeg valgte ikke at sige noget til nogen, da jeg simpelthen var så nervøs for at noget ville gå galt – eller at jeg måske slet ikke var gravid. To dage senere fik jeg en spontan abort. Jeg tabte simpelthen barnet. Det var ret frygteligt, og jeg kan huske, at jeg var helt knust. Det var bare en lille blodig klump, men jeg vidste jo ikke hvor langt, jeg var henne, og jeg havde sådan glædet mig til at skulle til lægen 3 dage senere.

Jeg fortrød, at jeg ikke havde sagt noget til nogen, for nu følte jeg lidt det var for sent, og at jeg kun ville gøre Kristoffer ked af det, hvis jeg sagde noget så sent. Men jeg endte med at gøre det alligevel, og Kristoffer var rigtig sød og støttende. Det var min søster forøvrigt også. Kristoffer og jeg snakkede det hele igennem, og vi blev enige om, at der jo er en grund til at man får spontane aborter. Enten kan man ikke selv have barnet, og kroppen udskyder derfor – eller også er der noget “galt” med det. Og det havde jo været forfærdeligt at finde ud af i 12. uge for eksempel. Så det var måske godt, det skete.

Tre dage senere tog jeg til læge. Hun kunne vurdere, at jeg havde været gravid, og havde tabt fosteret i et MEGET tidligt stadie. Måske i 2-4 uge. Og så tidligt kaldes det faktisk ikke engang et foster. Hun fortalte mig, at nu kunne det jo godt være, at det ville tage lidt tid, før jeg blev gravid igen, og at der jo er nogle mennesker, der har komplikationer, når de prøver at blive gravide. Jeg blev så bange. For jeg har ALTID vidst, at jeg gerne ville have børn, så tanken om, at jeg måske ikke kunne, skræmte mig så meget.

5 uger senere var jeg endnu engang til lægen,  denne gang, fordi jeg havde mavesmerter. Jeg fik fortaget en graviditetstest hos lægen, som var negativ. Mh. Øv. Men det var jo også, hvad jeg havde regnet med, selvom jeg havde håbet noget andet. Men sådan var det jo. Dette var i november – den 17. November tror jeg.
Den 20. November havde jeg fødselsdag, jeg blev 20 år, og jeg havde endnu ikke fortalt mine forældre, at Kristoffer og jeg gerne ville være forældre. Vi spiste alle sammen god mad og drak noget vin, og om aftenen kastede jeg så meget op. Efter kun 2 glas vin. Jeg tænkte, at det jo kun var 3 dage siden, jeg havde været til lægen og havde fået negativt svar på testen, så jeg var ihvertfald helt sikkert ikke gravid.

Om mandagen (den 23. november), var Kristoffer og jeg hjemme hos min svigerfamilie. Kristoffers søster havde nemlig fødselsdag, og endnu engang fik jeg et par glas vin indenbords. Jeg blev dårlig, og meget hurtigt fuld, og da jeg kom hjem, kastede jeg op igen. Jeg fik Kristoffer til at købe nogle test, og så tog jeg én af dem. Mens jeg ventede på resultatet gik jeg i bad, og da jeg kom ud var der to streger. Og jeg tog én til. Og én til. Og én til. Alle var positive. Jeg græd og græd, og Kristoffer og jeg dansede rundt i  stuen, og jeg fik ringet til Marie, som med det samme (og før jeg nåede at sige det), vidste, hvad jeg ville fortælle. Det endte i ét stort tudeflip og kæmpe smil på vores alles læber.

Torsdag var jeg til lægen. Den var god nok. Jeg var 4 uger og 4 dage henne, og det var helt klart. Nu håbede jeg bare at den var sikker denne gang. Grunden til at testen ikke havde vist positiv hos lægen, ugen inde, var fordi at den første måneds tid i ens graviditet er så uklar på testene. Så de første 5 ugers tid kan en test sagtens vise negativ, selvom man er gravid.

Og sådan gik det altså til. Nu er jeg næsten halvvejs, og jeg glæder mig bare mere og mere til at møde min lille Lilli for hver dag der går.

Jeg føler ikke, at jeg har “mistet”, og jeg tænker faktisk aldrig på, hvad der kunne have sket, hvis min første graviditet var blevet til noget. Det tror jeg bare, man bliver ked af. Jeg tror det var meant to be. Ellers havde jeg jo aldrig fået Lilli.