I GÅR FIK VI OS ET KÆMPE CHOK…

I går begyndte jeg pludseligt at bløde og have smerter i maven. Det var ikke meget, men det fortsatte hele dagen, og da klokken blev 22 besluttede jeg mig for at ringe til lægevagten, som bad mig komme og blive tjekket. Jeg blev videresendt til Gynækologisk afdeling, hvor jeg så skulle til tjek.

Kristoffer og jeg tog en taxa til sygehuset, og kom til tjek cirka klokken 23.00
Jeg var så bange, at jeg fik hovedpine, blev svimmel, varm i kinderne og følte mig syg.

Gynækologen startede med at fortælle mig, at hvis der var sket det frygtelige, at mit foster ikke længere var i live eller mistrives i maven, var der ikke så meget at gøre. Et foster i uge 16. kan man ikke redde – og det vidste jeg selvfølgelig godt, men jeg fik en kæmpe klump i halsen ved tanken om, at vi skulle se vores lille pige ligge uden hjerteblink på scanningen.

Heldigvis gik alt godt, og jeg blev meget glad og rolig. Lilli har det stadig godt, og hun hoppede rundt igen, igen, igen – hun kan åbenbart ikke ligge stille, når der er nogen der kigger på hende. Det var dejligt. Og meget befriende. Tror faktisk ikke at Kristoffer og jeg stoppede med at smile før vi sov i vores seng da vi kom hjem.

Det er noget af det værste, jeg nogensinde har været udsat for. Jeg var så bange for at vi havde mistet vores lille pige, eller at der var noget andet galt, og da jeg fandt ud af at alt var okay blev jeg pludselig helt overvældet og glad. Jeg blev så forelsket i Kristoffer, og så forelsket i tanken om at vi snart skal være forældre.

Puha – nu kan jeg ånde lettet op igen. Og så håber jeg bare, at jeg ikke får flere pletblødninger eller andre ubehageligheder og overraskelser i min graviditet!