En forældres værste mareridt

Nu er der ikke længe til jeg skal til nakkefoldsscanning. På mandag klokken 8.15 får Kristoffer og jeg vores lille baby at “se”. Jeg glæder mig helt ubeskriveligt, men samtidig er jeg fuldkommen rad. Til en nakkefoldsscanning måler man barnets nakkefold (tykkelsen), regner ud, hvor langt man cirka er i sin graviditet, og sammen med moderens alder, regner man så ud, hvor stor sandsynlighed, der er for, at barnet har Down Syndrom. Jeg kender selvfølgelig på ingen måde alle detaljer, men så vidt jeg har forstået, er det cirka sådan det foregår.

Jeg har selvfølgelig gjort mig en masse tanker omkring dette. Hvad nu, hvis jeg får at vide at jeg har et barn med Down syndrom, eller at barnet har andre former for misdannelser? Det er min største frygt – for Kristoffer og jeg har sammen besluttet, at det ønsker vi ikke. Og betyder det så, at vi er dårlige mennesker? Bestemt ikke. Men da jeg først tænkte tanken, tænkte jeg også: hvad er jeg dog for et menneske?

Men i min optik, er det netop dét, at jeg tænker sådan, der gør mig til et godt menneske. Kristoffer og jeg er unge forældre, der sagtens kan klare udfordringen, og vi glæder os jo helt vildt. Men personligt ved jeg, at jeg ville bryde fuldkommen psykisk ned, hvis jeg fik et barn, som ikke er rask. Der er selvfølgelig også mange sygdomme, man godt kan rumme og klare. Men de svære handicap eller downs ville jeg ikke kunne bære at sætte til livs. Jeg ved, der findes mange derude med svære handicap og Down syndrom som er nogle af de mest fantastiske mennesker – det ved jeg! Men jeg selv ville muligvis ikke kunne klare udfordringen på bedste vis. Jeg ønsker at blive i mit forhold for altid, og jeg ønsker at få 3 børn i mit liv. Ville jeg kunne holde til det, hvis jeg fik et meget sygt barn? Nej, det tror jeg desværre ikke.

Jeg ved, jeg sikkert får en masse af jer på nakken over at lave dette indlæg. Men det er okay, for det er heldigvis kun min og Kristoffers beslutning, og ikke noget, nogen vil kunne gøre noget for at ændre. Vi er alle forskellige, og vi har hver især haft vores ting at battle igennem vores liv. Jeg selv er blevet så god til at lytte til mig selv, at jeg har lært hvad jeg kan – og hvad jeg ikke kan. Derfor er og bliver dette min beslutning.

Der er heldigvis en meget lille risiko, da jeg er ung, sund og rask, men jeg ved da godt, at hvis man først står med beskeden om at ens baby er alvorligt syg eller skadet, så er der ingen der ved, hvad man så vil gøre eller tænke. Måske kan jeg simpelthen ikke magte at få en abort, hvis den dag kommer? Eller måske vil jeg ikke kunne magte at den baby er i mit liv – både for babys og min og Kristoffers skyld.

Anyhow – jeg glæder mig til nakkefoldsscanning på mandag, og jeg er sikker på, at alt er, som det skal være! Baby vokser godt, og jeg er begyndt at få en lille bitte smule mave! Jeg er 12+0 i dag (12 fulde uger), og jeg er bare så spændt på det hele. Min kvalme er næsten væk, og det er faktisk kun, når jeg står tidligt op, den er meget slem. Så alt i alt tror jeg at jeg har en lille, sund og rask baby i maven!