JUST A(N) (UN)REALISTIC” DREAM

Jeg undskylder på forhånd for endnu et teaterrelateret indlæg, men jeg kan simpelthen ikke lade være!

Siden jeg var 6 år, har jeg vidst, hvad jeg gerne ville, når jeg blev “stor”. Jeg ville være skuespiller. Men først inde for det sidste halvandet år, er jeg blevet modig nok at indrømme det over for andre. For hvis der er noget, man virkelig ikke kan, I en lille provinsby som Næstved, er det at have høje tanker om sig selv. Jeg har altid måtte lyve for mig selv, når jeg blev spurgt om, hvad jeg gerne ville uddanne mig som, også selvom jeg egentlig godt vidste, at jeg ville spille skuespil. Jeg har ofret det meste af mit liv til skuespil, sang og dans, og jeg elsker det. Og hvad fanden laver andres mening om det så, i mit liv?

Mange af jer har fulgt mig igennem en lang periode – og mange år – og ved, at jeg har haft mine kampe, som så mange andre unge mennesker. Jeg har været udsat for mobning, haft en spiseforstyrrelse, lidt af stress, haft en mild depression og gået ud af gymnasiet i 2.g (og startet igen). Men noget, jeg virkelig er blevet klar over, siden jeg startede på mit nye gymnasie, samt er begyndt at spille en del mere seriøs teater er, at jeg endelig har fundet fred i mig selv. Jeg er ærlig overfor mig selv og andre, og jeg er ikke længere bange for at stå ud og være mig selv. Jeg vil være skuespiller, fordi jeg elsker det – jeg bliver glad, jeg smiler mere, jeg elsker det – og jeg er sgu god til det. Jeg takker selvfølgelig først og fremmest mig selv for at komme til denne erkendelse, men også jer, fordi I har været her i tykt og tyndt – I har støttet mig, kritiseret mig, rost mig – og altid været her. Tak!