Nu er det snart min tur til at tage på ferie, og derfor har jeg samlet en lille guide med ting, som er gode at huske, når du tager på ferie med en lille baby. Jeg har fundet de gode råd på blandt andet Geggos blog samt andre steder på nettet.

Snacks med hjemmefra – Min sundhedsplejerske har rådet mig til ikke at lade Lilli spise alt muligt dernedefra, da Lillis mave ikke er vant til maden og bakterierne. Nu ammer jeg heldigvis stadig rigtig meget, og så spiser hun også mest normal mad – altså, det, jeg også spiser. Men ellers har jeg tænkt mig at tage en masse af sempers poser med grød og så videre med.

Am (eller giv flaske) ved takeoff og landing – dette råd fandt jeg på Stephanies blog, og hun skriver, at det er fordi at når barnet “suger”, så øger det trykket i den lilles ører.

Bæresele/vikle: Det er faktisk min mor, der har mindet mig om denne. Jeg har både en vikle og en bæresele, og ender nok med at tage begge dele med, så vi ikke går ned på det. Det ved nok være dejligt at have med, når vi skal gå ture ned for at finde et sted at spise om aftenen og så videre, hvis Lilli er ked, og ikke vil ligge i sin klapvogn. Ved at bære barnet i en bæresele eller vikle vil det føle sig mere tryg, da det er meget tæt på mor.

Paraplyklapvogn: Jeg er så heldig, at min mor og far har købt os denne klapvogn , som er vildt god, forholdsvis billig, komfortabel. Sædet kan ligges helt ned, så Lilli kan sove i klapvognen – og dét var faktisk det eneste krav, jeg havde. Vi bruger den allerede ret meget, når vi er på tur, og man folder den seriøst sammen på kun én lille “knap” – MEGA smart, når man er så dum, som jeg til sådan noget. Ps. det er IKKE spons.

Godt badetøj: Jeg synes det er ret vigtigt, at Lilli har noget komfortabelt og beskyttende badetøj på. Derfor laver jeg et indlæg, hvor jeg viser det badetøj, jeg skal have købt til Lilli i et indlæg i løbet af ugen.

Solhat og solcreme: Noget, jeg faktisk allerede har sørget for. Lilli skal smøres ind i solcreme konstant, og derudover er hun jo skaldet på toppen af hovedet, så hun skal have solhat på HELE tiden. Også for at passe på hendes små, røde kinder.

Jeg ammer. Fordi det helt sikkert, og uden tvivl, er det, der er aller bedst for en baby. Jeg har ammet fra start, og jeg har ikke tænkt mig at holde op lige foreløbig.

Jeg håber ikke, der hersker nogen tvivl for nogen om, at modermælk er det bedste for spædbørn. Og amning ligeså. Man skaber en helt særlig connection, når man ammer sit barn, og det er bare helt vildt hyggeligt. Samtidig er det hamrende nemt, at når baby græder – jamen, så løfter man bare lige op i blusen, og så er der mad – hurtigt og nemt!

Jeg kan sagtens sætte mig i de, der stopper amningens, sted – somme tider. For puha, det var en kamp, de første 6 uger. Så laver man for lidt mælk – så for meget – og det resulterer i overspændte bryster og evt. brystbetændelse. Sidstenævte har jeg været den heldige besidder af hele 2 gange. Av. For. Fanden. Sommetider havde jeg lyst til at give op. Især, når man blødte fra revner i brystet, og baby var lidt hård. Men det kommer man over – det tager maks en måneds tid, og så måtte jeg altså bidde smerterne i mig.

Der er nogle kvinder, hvor det simpelthen ikke fungerer – og så forstår jeg godt, man stopper. Hvis mor græder, bare ved TANKEN om, at baby snart er sulten, eller hvis hun på anden måde finder det sindssygt ubehageligt. “En god mor sidder ikke i brysterne”, som mange siger. Og det er jo rigtigt. Men en god mor ved, hvad der er godt for éns baby – og det er modermælk jo altså. Men som sagt: hvis det ikke fungerer, og man VIRKELIG har forsøgt – jamen, så forstår jeg det godt, og jeg synes det er hamrende synd, at det skal være så dumt og besværligt for nogle!

Dét, der dog irriterer mig, er de mødre, der ikke giver amningen et forsøg. De, der giver op, fordi “det gør lidt ondt” en enkelt gang eller to. For søren – ALLE, der har prøvet at amme, synes det gør ondt på et eller andet tidspunkt, er jeg sikker på!

Jeg frygter selv, at jeg en dag vågner op med endnu en brystbetændelse. At min mælk ikke er god nok til Lilli, eller at jeg ikke producerer nok mælk til at mætte hende. For så ved jeg jo ikke, om jeg kan fortsætte med at fuldtidsamme. Men jeg vil virkelig gøre meget for at fortsætte. Mælkeproduktionen følger jo heldigvis babys behov, og hvis Lilli har brug for mere mælk og bliver lagt til brystet længere og oftere, så kommer der automatisk mere mælk til. Derudover kan modermælk bare en hel masse fantastisk. Blandt andet producerer moderen automatisk antistoffer i mælken, hvis baby bliver syg – og så videre.

Så kommende mødre derude: KÆMP. Og hvis du har kæmpet nok, og det stadig ikke fungerer: så giv op og vær glad for din beslutning. Se på dit barn og vid, at du har gjort alt for at det skulle lykkes, men at du heldigvis stadig har et sundt og raskt barn.

Det her er min lille familie. Og jeg synes ærlig talt, at vi klarer det pisse godt! Kristoffer har nu holdt al sin barsel, og er igen tilbage på arbejdet. Det har været så overdrevet rart at have ham hjemme de første 14 dages tid efter fødslen, og han har bare været så hamrende god til at hjælpe. Lilli og ham har allerede et helt særligt bånd, det kan man tydeligt se!

Kristoffer savner Lilli helt vildt, når han er på arbejde, og når han taget afsted om morgenen ved en 5-tiden, har han virkelig svært ved at forlade os, og kommer ind og kysser farvel mindst 5 gange.

Det er selvfølgelig hårdt at være alene med en baby så mange timer om dagen. Vi er alene omkring 12 timer, mens Kristoffer er på arbejde, men jeg synes nu det går udmærket. Jeg sørger bare for at slappe af og sove, når Lilli også gør, og så er der ikke så meget tid til alt det andet, men det går nok. Søvn er vigtigt for at jeg er glad, og det er meget vigtigt at mor er glad, før baby kan være det!

Jeg har ammet Lilli fuldt ud fra dag 1, og det kører stadig helt vildt godt! Jeg synes ikke længere at det gør ondt at amme, og om natten ligger jeg mig blot på siden, og så falder både Lilli og jeg i søvn under amningen, haha.

Dog fik jeg brystbetændelse i fredags, men jeg har forsøgt at malke rigtig godt ud i det bryst, der var betændelse i, og nu er det allerede meget bedre!

Lilli vejede 3240 gram efter fødslen, og var 51 centimeter lang. Sundhedsplejersken var på besøg, da hun var en uge gammel, og der taber spædbørn sig oftes, men Lilli havde taget 120 gram på! Sundhedsplejersken var på besøg igen i onsdags – da Lilli var præcis 2 uger gammel, og der havde hun sørme taget på igen! 3660 gram og 54 centimeter! Jeg er så mega stolt af både Lilli og mig selv! Amningen fungerer bare fuldstændig, og hun spiser, som hun skal!

Ellers går det strålende. Lilli er stadig ikke den store tude-prinsesse, og hun sover rigtig fint om natten, kun afbrudt af 2-4 gange, hvor hun får mad.

Jeg tror efterhånden at alle har fået set Lilli (altså, alle, der har spurgt), og det er rigtig dejligt at have ude af verdenen. Det er jo smadder hyggeligt at have barselsbesøg, men Lige pt har vi haftbesøg HVER ENESTE DAG – også af folk, som jeg knapt nok selv har set i flere år. Alle er jo meget interesserede i at møde hende, og jeg elsker besøg, men puha, hvor er det også bare stressende, når man er helt nybagt mor, smadder træt, og ikke altid lige oplagt til besøg. Men nu er alt lidt mere stille og roligt, og jeg glæder mig til et helt år med Lilli og flere besøg fra alle de mennesker, jeg holder af.

Lilli My 07/08-16, 4 dage gammel

Jeg er så hamrende træt af at se mødre brokke sig (særligt på de sociale medier), som advarer gravide og kommende mødre om, hvor forfærdeligt hårdt det er, at blive mor. “DU skal nyde tiden alene. Når først baby kommer, får du ikke tid til dit og dat og blah blah blah”, så her kommer den positive version. Det her skal du glæde dig til, og sådan her kan livet som mor OGSÅ være.

Det er ikke nødvendigvis så hårdt, som alle siger! Inden jeg fødte Lilli gik jeg med en panik i kroppen, fordi alle – og jeg mener virkelig alle – havde fortalt mig, hvor hårdt det var! Fra dag et ville hun tude 24/7, brysterne ville gøre ondt hele tiden, jeg ville aldrig få søvn eller noget at spise. Det passer ikke.

Epidural-blokade er verdens bedste opfindelse. Læs om min oplevelse i dette indlæg.

De er slet ikke så skrøbelige, som man tror. Jo, de er selvfølgelig små, spinkle og så kan de ikke holde hovedet selv fra start. Men de tåler faktisk en hel del. Ikke at man skal kaste rundt med dem, eller noget som helst i den retning, men de kan sagtens tåle, ikke at blive så “pakket” ind, som man tror.

Det er det mest hyggelige i verden at ligge med sin baby i sengen. Herhjemme sover Lilli altså ikke i sin store tremmeseng. Hun sover lige i midten af sin mor og far. Og nej, vi er IKKE bange for, at vi klemmer hende. Helt ærligt, så kan babyer sagtens give lyd fra sig, hvis de føler selv det mindste ubehag.

De udvikler sig SÅ hurtigt. På 3. dagen, lagde vi Lilli på maven med hovedet til venstre side. Jeg vendte mig om i TO sekunder, og vupti – så lå hovedet til højre. Derudover kan hun også “løfte” sig selv op i armene allerede! Stærk, lille pige, jeg har fået mig!

Det er ikke alle, der får “tudedagen”. Jeg fik fortalt, at alle har en tudedag på 3-5 dagen cirka. Det har jeg altså endnu ikke haft. Jeg kan nogengange tude over, hvor dejlig, smuk og helt perfekt, hun er. Men jeg har aldrig tudet en hel dag over ligegyldige ting.

Du bliver hurtigt meget rolig ved at andre holder din baby. Da jeg var gravid, frygtede jeg virkelig den første tid, fordi alle jo vil holde din baby. Men lige så snart hun kom til verden, var jeg helt rolig ved at andre mennesker holdt Lilli. Det er virkelig intet problem.

Du får et helt andet forhold til lort. Ja, din egen babys afføring er slet ikke så slem, og du vil ofte komme til at tage dig selv i at lave en lille sejrsdans, hvis der er gevinst i bleen – det betyder nemlig en dejlig, sund baby!

Du vil blive helt nyforelsket i din kæreste, mand, partner, når du ser ham/hende holde jeres smukke barn i armene, og man ser kærligheden mellem de to mennesker. Det er fuldstændig ubeskriveligt!

Selve fødslen er ikke nødvendigvis det mest smertefulde i verden. Det var det ihvertfald ikke for mig. Og det kan du læse om i min fødselsberetning, lige her – del 1 – del 2

Lilli My, mormor og morfar 03/08-16 – 1 time gammel

Hvis I har læst 1. del af min fødselsberetning, så er det meget muligt, at I også er interesserede i at vide, hvordan “historien” ender. I kan læse første del lige hér 

“Klokken 6.30 stod vi op og spiste morgenmad. Vi snakkede og snakkede for ikke at tænke for meget på, hvor nervøse og spændte, vi var. klokken 7.30 mødtes vi med min jordemoder. Hun undersøgte mig, og fjernede ballonkateteret. OG JEG VAR IGANG NU! Så hun kunne tage mit vand. Jeg var lykkelig, for så vidste jeg, at der ikke ville gå mere end 24 timer. Hun startede med den berømte “hæklenål/strikkepind” – Den kunne ikke nå op og prikke hul på fostervandet. Det var lidt ubehageligt. Men så måtte hun prøve noget andet. Den såkaldte “katteklo” – meget drabelige ord! Det virkede heller ikke. Til sidst måtte hun op og få fat på Lillis hovede og sætte en elektrode på hendes hovede. Og SÅ gik vandet endelig. Der var ikke ret meget, men det var okay.
Hun fandt os hurtigt en fødestue, og så blev jeg lagt i en seng og fik ve-måler og hjertelydskurve på maven. 

4 timer ventede vi, uden der skete noget. Så min jordemoder besluttede, at jeg skulle have ve-drop. Det var jeg glad for, for der skete simpelthen nul. Efter jeg fik droppet, begyndte veerne virkelig for real at sætte ind. AV for fanden – det er virkelig det mest smertefulde, jeg nogensinde har oplevet. Og smerten kan på ingen måde beskrives. Når jeg fik en ve, kunne jeg slet ikke være i mig selv. Jeg rejste mig op og trampede rundt, kunne ikke stå stille, og havde virkelig brug for at bevæge fødderne fuldstændig åndssvagt meget. Kristoffer prøvede at massere, nusse, rose – og så videre, men jeg ville slet ikke røres, og jeg skældte ham ud. Hver gang, en ve sluttede, undskyldte jeg helt vildt for at være sur, men han fortalte mig selvfølgelig, at det skulle jeg ikke tænke på, og at det var helt i orden.

Klokken 14 kom min mor og Marie. Det kunne jeg på ingen måde overskue. To mennesker mere – og nogle, som jeg vidste ville have svært ved at se mig i smerter. Jeg fik flere og flere veer, men var stadig kun 4. cm åben, og jeg sagde til min jordemoder, at nu skulle der snart ske noget, ellers skulle jeg have noget smertestillende. Jeg kunne jo desværre ikke få den fødsel, jeg ønskede – i vand, og uden smertestillende – fordi jeg var sat igen, så derfor bad jeg om at få en epidural-blokade. Min jordemoder viser mig en folder, og holder en lang tale om bivirkninger og så videre, og jeg hører absolut intet af, hvad hun siger. 

Klokken cirka 15 kommer lægerne, der skal give mig blokaden. Det er en 10 cm lang nål, som skal op igennem rygsøjlen, og mand skal sidde FULDSTÆNDIG stille, imens, man får den. Fuck, tænker jeg. Jeg kan jo ikke sidde stille, hvis jeg får en ve imens. Jeg får at vide, at der kan gå op til 2 timer, før den virker, og at den kun tager 1/3, måske 2/3 af smerten. Men det er jo bedre end ingenting! Jeg får 3 veer imens jeg får den lagt, men jeg sad helt stille imens. Og så ligger jeg mig ned i sengen med ansigtet væk fra ve-måler-aperatet og mod Marie, min mor og Kristoffer, og pludselig bliver de alle helt stille og stirrer med store øjne. “Hvad er der?”, siger jeg. “Kan du slet ikke mærke noget??”, siger Marie så. Så kigger jeg på ve-måleren. 100 – så meget, en ve kan være på. Jeg kunne ingenting mærke. Blokaden virkede simpelthen 100% – og på kun 2 minutter! Jeg mærkede INGEN veer i 4 timer, kunne overskue at spise lidt, at smile, grine og have det hyggeligt med min familie. 

Så skete der det mest forfærdelige. Lillis puls gik fra 152 til 40. Pludselig stod der læger, jordemødre og børnelæger i massevis. De var nervøse for hende. Og det var jeg også! Kristoffer kunne slet ikke klare det, og var meget nervøs og ked af det. Jeg forsøgte at suge ilt ind og være helt rolig, men jeg var jo også hamrende bange. Lægerne tog blodprøver fra Lillis hoved, hvilket var meget ubehageligt – hun lå jo stadig inde i min mave! 

Klokken 20.00 var jeg stadig kun 4 cm åben. Jeg kunne snart ikke mere. Epiduralen virkede nu kun i den ene side, og jeg kunne slet ikke bevæge min højre side fra brystet og ned. Jeg fik lidt mere, så jeg igen var helt “lammet” i begge sider. Min jordemoder skulle nu have pause. Lige som hun går ud af lokalet, begynder Lillis puls igen at falde. Meget. Så ind kommer en masse mennesker, og så skal de undersøge mig imens. Jeg får en meeeeget lang ve imens, og da en ny jordemoder undersøger mig, kigger hun på de andre og siger: “sagde hun ikke lige 4 cm? Hun er 8 cm åben nu!” WHAT, tænker jeg. 8 cm? Hvad skete der lige hér? Klokken er nu 22, og min jordemoder kommer igen. Så siger de: Hvis du nu får pressetræng, så skal du bare presse. Jeg forstod virkelig ikke, hvad de sagde til mig. Hvordan var det hele lige gået så hurtigt? Jeg kunne stadig ikke mærke nogle veer – og jeg havde overhovedet ikke lyst til at presse, men så kiggede jeg i stedet på ve-måleren, og så pressede jeg hver gang, der var en ve. 40 minutter senere var hun uge. Og jeg mærkede intet. Jeg hverken skreg, græd eller råbte. Jeg fokuserede bare på, at nu skulle Lilli altså bare ud, for hun havde det rigtig dårligt derinde!

Da hun kom ud var fostervandet grønt – hun har altså været rigtig stresset inde i maven, og derfor blev hun først lige hurtigt slynget op på mig – med blod, fostervand og alt mulig andet halv-ulækkert stads på sig, men jeg er nu alligevel blevet fortalt af Marie, at det første, jeg gjorde var at holde fat om hende og kysse hende over det hele og græde “du er min lille pige”, og så blev hun taget væk fra mig. Vi var 13 mennesker til stede under fødslen, fordi de var bange for, at der var noget galt med Lilli. Kristoffer fik ikke lov til at klippe navlesnoren, da de var nødt til at undersøge hende, og de skulle suge vand ud af næse og mund. Det var så kaotisk, jeg var så træt, bange, lettet og fuld af følelser, men der var intet andet, der betød noget, end at min lille skat var okay. Og det var hun! 

Jeg fik hende over til mig, og så gav jeg hende bryst med det samme. Hun var bare så smuk og fin. Hun var ikke slimet, plettet eller lilla, som jeg havde “frygtet”, hun var bare smuk fra første sekund, og de følelser, der strømmede gennem min krop kan slet ikke beskrives! 8 dage med veer, og en aktiv fødsel på næsten 15 timer, hvor nærmest alt var gået galt. 

Klokken 22.42 blev jeg mor til en lille pige på 3240 gram og 51 cm lang. Med mørkt hår på hovedet. Intet kan beskrive den kærlighed, man føler til sit barn. Kristoffer og jeg lever i en lille bobbel af kærlighed disse dage, og vi er bare så forelskede – i hinanden – og vores Lilli My.”