MIN FØDSELSBERETNING #1

Min fødselsberetning #2

IMG_0832IMG_0832
Lilli My, mormor og morfar 03/08-16 – 1 time gammel

Hvis I har læst 1. del af min fødselsberetning, så er det meget muligt, at I også er interesserede i at vide, hvordan “historien” ender. I kan læse første del lige hér 

“Klokken 6.30 stod vi op og spiste morgenmad. Vi snakkede og snakkede for ikke at tænke for meget på, hvor nervøse og spændte, vi var. klokken 7.30 mødtes vi med min jordemoder. Hun undersøgte mig, og fjernede ballonkateteret. OG JEG VAR IGANG NU! Så hun kunne tage mit vand. Jeg var lykkelig, for så vidste jeg, at der ikke ville gå mere end 24 timer. Hun startede med den berømte “hæklenål/strikkepind” – Den kunne ikke nå op og prikke hul på fostervandet. Det var lidt ubehageligt. Men så måtte hun prøve noget andet. Den såkaldte “katteklo” – meget drabelige ord! Det virkede heller ikke. Til sidst måtte hun op og få fat på Lillis hovede og sætte en elektrode på hendes hovede. Og SÅ gik vandet endelig. Der var ikke ret meget, men det var okay.
Hun fandt os hurtigt en fødestue, og så blev jeg lagt i en seng og fik ve-måler og hjertelydskurve på maven. 

4 timer ventede vi, uden der skete noget. Så min jordemoder besluttede, at jeg skulle have ve-drop. Det var jeg glad for, for der skete simpelthen nul. Efter jeg fik droppet, begyndte veerne virkelig for real at sætte ind. AV for fanden – det er virkelig det mest smertefulde, jeg nogensinde har oplevet. Og smerten kan på ingen måde beskrives. Når jeg fik en ve, kunne jeg slet ikke være i mig selv. Jeg rejste mig op og trampede rundt, kunne ikke stå stille, og havde virkelig brug for at bevæge fødderne fuldstændig åndssvagt meget. Kristoffer prøvede at massere, nusse, rose – og så videre, men jeg ville slet ikke røres, og jeg skældte ham ud. Hver gang, en ve sluttede, undskyldte jeg helt vildt for at være sur, men han fortalte mig selvfølgelig, at det skulle jeg ikke tænke på, og at det var helt i orden.

Klokken 14 kom min mor og Marie. Det kunne jeg på ingen måde overskue. To mennesker mere – og nogle, som jeg vidste ville have svært ved at se mig i smerter. Jeg fik flere og flere veer, men var stadig kun 4. cm åben, og jeg sagde til min jordemoder, at nu skulle der snart ske noget, ellers skulle jeg have noget smertestillende. Jeg kunne jo desværre ikke få den fødsel, jeg ønskede – i vand, og uden smertestillende – fordi jeg var sat igen, så derfor bad jeg om at få en epidural-blokade. Min jordemoder viser mig en folder, og holder en lang tale om bivirkninger og så videre, og jeg hører absolut intet af, hvad hun siger. 

Klokken cirka 15 kommer lægerne, der skal give mig blokaden. Det er en 10 cm lang nål, som skal op igennem rygsøjlen, og mand skal sidde FULDSTÆNDIG stille, imens, man får den. Fuck, tænker jeg. Jeg kan jo ikke sidde stille, hvis jeg får en ve imens. Jeg får at vide, at der kan gå op til 2 timer, før den virker, og at den kun tager 1/3, måske 2/3 af smerten. Men det er jo bedre end ingenting! Jeg får 3 veer imens jeg får den lagt, men jeg sad helt stille imens. Og så ligger jeg mig ned i sengen med ansigtet væk fra ve-måler-aperatet og mod Marie, min mor og Kristoffer, og pludselig bliver de alle helt stille og stirrer med store øjne. “Hvad er der?”, siger jeg. “Kan du slet ikke mærke noget??”, siger Marie så. Så kigger jeg på ve-måleren. 100 – så meget, en ve kan være på. Jeg kunne ingenting mærke. Blokaden virkede simpelthen 100% – og på kun 2 minutter! Jeg mærkede INGEN veer i 4 timer, kunne overskue at spise lidt, at smile, grine og have det hyggeligt med min familie. 

Så skete der det mest forfærdelige. Lillis puls gik fra 152 til 40. Pludselig stod der læger, jordemødre og børnelæger i massevis. De var nervøse for hende. Og det var jeg også! Kristoffer kunne slet ikke klare det, og var meget nervøs og ked af det. Jeg forsøgte at suge ilt ind og være helt rolig, men jeg var jo også hamrende bange. Lægerne tog blodprøver fra Lillis hoved, hvilket var meget ubehageligt – hun lå jo stadig inde i min mave! 

Klokken 20.00 var jeg stadig kun 4 cm åben. Jeg kunne snart ikke mere. Epiduralen virkede nu kun i den ene side, og jeg kunne slet ikke bevæge min højre side fra brystet og ned. Jeg fik lidt mere, så jeg igen var helt “lammet” i begge sider. Min jordemoder skulle nu have pause. Lige som hun går ud af lokalet, begynder Lillis puls igen at falde. Meget. Så ind kommer en masse mennesker, og så skal de undersøge mig imens. Jeg får en meeeeget lang ve imens, og da en ny jordemoder undersøger mig, kigger hun på de andre og siger: “sagde hun ikke lige 4 cm? Hun er 8 cm åben nu!” WHAT, tænker jeg. 8 cm? Hvad skete der lige hér? Klokken er nu 22, og min jordemoder kommer igen. Så siger de: Hvis du nu får pressetræng, så skal du bare presse. Jeg forstod virkelig ikke, hvad de sagde til mig. Hvordan var det hele lige gået så hurtigt? Jeg kunne stadig ikke mærke nogle veer – og jeg havde overhovedet ikke lyst til at presse, men så kiggede jeg i stedet på ve-måleren, og så pressede jeg hver gang, der var en ve. 40 minutter senere var hun uge. Og jeg mærkede intet. Jeg hverken skreg, græd eller råbte. Jeg fokuserede bare på, at nu skulle Lilli altså bare ud, for hun havde det rigtig dårligt derinde!

Da hun kom ud var fostervandet grønt – hun har altså været rigtig stresset inde i maven, og derfor blev hun først lige hurtigt slynget op på mig – med blod, fostervand og alt mulig andet halv-ulækkert stads på sig, men jeg er nu alligevel blevet fortalt af Marie, at det første, jeg gjorde var at holde fat om hende og kysse hende over det hele og græde “du er min lille pige”, og så blev hun taget væk fra mig. Vi var 13 mennesker til stede under fødslen, fordi de var bange for, at der var noget galt med Lilli. Kristoffer fik ikke lov til at klippe navlesnoren, da de var nødt til at undersøge hende, og de skulle suge vand ud af næse og mund. Det var så kaotisk, jeg var så træt, bange, lettet og fuld af følelser, men der var intet andet, der betød noget, end at min lille skat var okay. Og det var hun! 

Jeg fik hende over til mig, og så gav jeg hende bryst med det samme. Hun var bare så smuk og fin. Hun var ikke slimet, plettet eller lilla, som jeg havde “frygtet”, hun var bare smuk fra første sekund, og de følelser, der strømmede gennem min krop kan slet ikke beskrives! 8 dage med veer, og en aktiv fødsel på næsten 15 timer, hvor nærmest alt var gået galt. 

Klokken 22.42 blev jeg mor til en lille pige på 3240 gram og 51 cm lang. Med mørkt hår på hovedet. Intet kan beskrive den kærlighed, man føler til sit barn. Kristoffer og jeg lever i en lille bobbel af kærlighed disse dage, og vi er bare så forelskede – i hinanden – og vores Lilli My.”

4 kommentarer

  • Sophie

    Får helt kuldegysninger og tårer i øjnene! Som en fast læser, der har fulgt med på bloggen i årevis, har jeg været virkelig interesseret i at følge med i din graviditet, og hvor lyder du dog bare til at have klaret det hele utrolig flot! Stort tillykke med din smukke datter!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal efter, at have læst din 2. beretning af fødslen. Jeg vil bare sige, at du er så sej og hvor er det godt at Lilli My har det godt. Det må være ubeskrivelig vidunderligt at blive mor. Jeg har så meget respekt for dig.Tillykke med Lilli My.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Migoglillimy

      Mange tak! Det betyder så meget<3 god dag!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MIN FØDSELSBERETNING #1