NÅR MAN PLUDSELIG FINDER SIG SELV

 

Som mange af jer ved, har jeg haft en del udfordringer gennem tiden. Da jeg var barn, var jeg meget ekstrovert, elskede mennesker omkring mig, og var lidt et balladebarn – som altid smilede og grinede. Min familie var den bedste i verden, og jeg kunne ikke ønske mig andet.

Da jeg gik i 3. klasse var jeg udsat for lærermobning, og lukkede mig meget inde i mig selv. Jeg ønskede ikke at være sammen med andre mennesker, og fik kun energi ved at være alene. Jeg sov rigtig meget – og det bedste, jeg vidste var, at komme hjem fra skole, lukke min dør til værelset, slukke lyset og ligge i min seng og græde.

Året efter udviklede mobningen sig, og jeg blev mobbet af stort set hele min klasse. Jeg blev rigtig syg. Jeg havde stort set ingen venner, og jeg lavede ikke andet end at lave lektier og læse. Jeg kom oftes ikke i skole, og jeg fik en masse psykiske lidelse. For eksempel en lam arm i 4. klasse, som ikke kunne mærkes eller bruges i over et halvt år. Jeg gik til alverdens undersøgelser, men der var absolut intet at finde. Senere fik jeg en spiseforstyrrelse. Som udviklede sig til anoreksi. Jeg stoppede i skole, startede hjemmestudie, og startede på ny skole. De sidste folkeskoleår gik egentlig rimelig fint.

På gymnasiet gik det galt igen. Jeg fik en kæreste, som ikke var særlig god for mig, og hele gymnasiet var nærmest efter mig, fordi jeg var blogger – det var bestemt ikke fedt! Jeg gik ud af 2.g med en depression, og startede så på HF, hvor jeg klarede halvandet år strålende. Jeg havde slået op med min ekskæreste, og så fandt jeg Kristoffer. Han redede mit liv. Jeg klarede HF, og siden da har jeg arbejdet i både børnehaver, vuggestuer, en 0. klasse OG så er jeg jo startet på pædagogseminariet i februar.

Selvom mit liv startede ud med at være fantastisk, og at jeg var meget ekstrovert som lille, blev jeg mere og mere introvert med årerne. Alle de test, jeg tog, var jeg introvert. Tænk engang hvad én enkelt lærer i 3. klasse kan gøre ved et menneske? Jeg havde egentlig affundet mig ved at være introvert. Jeg er særligt sensitiv, og det har jeg heldigvis lært at bruge som en stryke. Men det skete først efter jeg mødte min nuværende kæreste, Kristoffer.

I septemper havde det gået rigtig godt, rigtig længe. Efter jeg var færdig med skolen, og desuden havde besluttet, at jeg skulle være 0. klasseslærer i fremtiden. Der var styr på tingene. Og så stoppede jeg på p-piller, og var allerede gravid, måneden efter.

Jeg tror faktisk at det er det bedste beslutning længe. Under min graviditet har jeg ændret mig mere, end jeg nogensinde havde turde håbe på. Jeg kan næsten ikke være alene mere, jeg snakker og snakker, jeg elsker at være sammen med venner, veninder, mine klassekammerater, min familie og deres venner. Jeg er glad. Hele tiden. Før græd jeg mindst én gang om dagen. På trods af, at jeg faktisk er gravid, og hormonerne kører rundt i kroppen, så er jeg blevet fuldstændig stabil! Jeg græder da stadig engang i mellem, og nogengange kan følelserne løbe af med mig, og det hele kan blive lidt for meget. Men så tænker jeg bare på, at lige om lidt skal jeg være mor. Og det er i sandhed livets største gave.

Jeg er glad for livet nu. Som i – rigtig – glad. Når jeg ser på fremtiden, ser den lys ud. Selv når jeg ser på fortiden, kan jeg stadig tænke, at jeg jo aldrig var blevet det menneske, jeg er i dag, uden at være udsat for så forfærdelige ting. Jeg er stolt af den jeg er i dag. Det er jeg virkelig. Og denne hér historie går altså ud til alle jer, der skriver hver dag, hvordan jeg dog er kommet om på den anden side. I må aldrig stoppe med at kæmpe. For det er det hele værd. Gør, hvad DU vil, og husk, at du er enestående <3