OVERGANGEN FRA TEENAGER TIL VOKSEN

Jeg er virkelig begyndt at indse, at jeg er blevet voksen. Sådan rigtig voksen. Og det føles faktisk ikke spor slemt!

Da jeg annoncerede min graviditet fik jeg meget positiv respons hér på bloggen – og i virkeligheden. Men sandheden er, at jeg ved at folk snakker. Jeg ved at mange af mine gamle veninder, klassekammerater og så videre er vildt uforstående og måske har en smule ondt i røven.

For bare halvandet år siden var jeg i byen hver weekend – og helst både torsdag, fredag og lørdag, og jeg elskede det. Mine veninder og jeg elskede at drikke os fulde og danse rundt derhjemme og i byen. Men lige pludselig stoppede min trang til at tage i byen, og jeg fik mere lyst til at hygge hjemme med et glas vin eller noget. Og nu er også denne trang væk. Jeg føler ikke længere at jeg går glip af noget, hvis jeg misser en bytur. Slet ikke faktisk.
Lige nu er det bedste at lave på en fredag aften, at spise noget god mad, besøge mine forældre, se x-factor eller bare ligge på sofaen i mine søndags bukser og spise slik!

Men dette mener jeg selvfølgelig ikke, at jeg er færdig med at være ung og drikke mig fuld. Men ihvertfald det næste års tid er det altså slut, fordi jeg er gravid – og efterfølgende skal amme (til de af jer, der ikke ved det, må man ikke drikke mens man ammer, med mindre man har “malket ud”, inden man vælger at drikke.) Ellers bliver baby bare fuld, og det vil vi ikke have, ha ha. Jeg vil selvfølgelig ikke gå i byen hele tiden når jeg har fået min datter, men når hun er blevet stor nok til at blive passet, kan jeg jo sagtens tage til en fest engang i mellem, og drikke et glas vin om fredagen og så videre.

At få et barn er jo ikke en sygdom. Og vi er altså to om det. Ja, det er klart mig, der er mest i billedet det første års tid af Lillis liv, men jeg har altså også en kæreste, som kan tage sig af hende nogle gange.

Jeg er glad for, at jeg er blevet voksen. Jeg er så forbandet stolt af mig selv, og jeg GLÆDER mig til at bevise over for alle de mennesker, der mener at det er en fejl at få et barn som 20-årig, at jeg vil klare det fantastisk. Og bedre end det. For jeg er SÅ klar til at blive mor, og der går ikke én eneste dag uden jeg tænker på min pige i maven. Ikke én dag uden jeg tænker på, hvordan hun mon ser ud, eller hvad hun mon kan lide, eller hvordan hendes stemme kommer til at blive. Der går ikke én dag uden at jeg forestiller mig mit liv og min fremtid med hende.

Dét er at blive voksen. At tænke dét skridt videre. At være noget for nogen. At være en mor.