BIG SURPRISE

I over en måned har jeg sagt til alle, at jeg skal starte på pædagogseminariet den 8. Februar. For det var dét, den mail, jeg havde modtaget, sagde. I dag fik jeg en besked fra en bekendt, der spurgte, om jeg godt vidste, at det var i dag vi skulle starte? Klokken 8.40. Klokken var 11, og jeg var lige stået op.
Forvirret og træt fandt jeg min computer frem og ledte ALLE mails igennem. Alle beskeder, vi havde fået fra skolen, og jeg kiggede sågar hele fronter igennem. Men jeg kunne stadig kun finde de mails, hvor der stod at vi skulle starte næste mandag. Til sidst fandt jeg mailen, med hjælp fra den bekendte, og den mail var simpelthen så svær at finde.

Jeg er helt chokket og virkelig ked af det. Det er hér, mit sensitive jeg viser sig. Jeg HADER spontanitet. Jeg kan godt lige at tingene er planlagt, og det har de været. Jeg har glædet mig helt vildt til at starte den 8, og gjort mig mange forberedelser. Men jeg er ikke helt færdig med at forberede mig, og derfor føler jeg mig en lille smule uforberedt og ikke særlig klar, mentalt. Jeg brød fuldstændig sammen og kunne slet ikke overskue noget.
For det første har jeg ikke fået boligstøtte, for det andet er mit ungdomskort først klar til på næste mandag. For det tredje har jeg ikke fået læst de lektier, vi skulle have læst. Jeg er bare slet ikke klar til det her lige nu, føler jeg.

Ja, jeg er jo gravid, og det skal jeg også selv lige huske på. Det gør altså heller ikke mit hysteri mindre slemt. Men helt ærligt, så synes jeg at det er noget vrøvl at skrive, at vi først skal starte den 8., og så nærmest sende en nærmest hemmelig mail ud, senere på måneden, hvor der står vi skal starte en hel uge inden.

Heldigvis er der kun 16 ud af 60, der var mødt op i dag – så jeg er ikke den eneste. Men det gør mig ikke mindre ked af det. For jeg vil gerne være forberedt, jeg vil gerne være god, og føle, at jeg virkelig er klar. Og det gør jeg slet ikke. Øv for en start på en eller god tid. Hvor er det bare noget ….

Så i morgen starter jeg. Lige nu gider jeg slet ikke. Og det er så ærgerligt, når man tænker på, hvor meget jeg havde glædet mig. Men det er jo bare op på hesten, og tænke på, at jeg bare skal klare de næste 5 måneder, indtil der er sommerferie, og så skal jeg på barsel et helt år med vores lille pige.

Det hele skal jo nok blive godt, og jeg ved at jeg bliver hammer god til det, og kommer til at elske det! Men lige nu ser det hele bare så sort ud. Jeg ville ønske, jeg ikke var sensitiv, og jeg ville ønske, jeg bare kunne tænke: Jaaa, så starter vi fandeme i morgen i stedet, og det bliver det fedeste i verden! – men det kan jeg ikke. Ikke lige nu i hvertfald.