det, som bringer tårerne frem

Puha, hvor er det ved at være længe siden, jeg har blogget. Ærligt, så har jeg ikke lavet andet end at kigge på mit lille vidunder. Og skiftet bleer, ammet, trøstet, sunget, kysset, snakket – og skiftet lidt flere bleer.

Lilli er stadig en virkelig nem og glad baby. Hun er 6 uger på onsdag, og hold nu op, hvor går tiden hurtigt! Hun er så aktiv, og vender stadig ofte fra mave til ryg. Derudover smiler hun nu – ofte – og med hele ansigtet! Dét får sgu tårerne frem hos mig, hver gang. Hun er bare så dygtig, og stærk, og jeg er så overdrevet stolt af hende!

Det er selvfølgelig ikke altid lutter lagkage, men jeg har simpelthen valgt at fokusere og fortælle den gode historie om at være mor. Det andet har vi sgu nok af! Altså, brokkehoveder.

Lilli døjer med ondt i maven disse dage, og jeg har netop købt nogle nye d-dråber med mælkesyrebakterier til hende, som skulle være bedre for maven. Og også en del dyrere, desværre. Men hvad gør man ikke for at passe på sin baby?

Lilli kan stortset holde hovedet selv nu – og ja, det er ret tidligt. Vi sørger selvfølgelig altid for at støtte nakken – især når vi tager hende op fra sengen/barnevognen/sofaen og så videre. Men når hun først er oppe, så gider hun sgu ikke ligge ned i armene som en baby. Hun vil “stå op”, hvor vi bare støtter hende under armene. Ja, hun græder faktisk kun, når hun ligger ned. Hun gider ikke det baby-pjat!

Det er altså noget af en omvæltning at få en baby, men jeg er bare så vild med det. Jeg elsker, at jeg ikke længere “kun” har mig selv at tænke på, men at jeg nu skal tænke på Lilli, før jeg tænker på noget andet eller nogle andre. Det er hårdt at være mor, for det er så hjerteskærende, når ens baby er ked af det. Jeg synes til gengæld, at det er gået rigtig stærkt med, at Kristoffer og jeg har lært at læse hendes signaler, og hun er heldigvis ikke en baby, der skriger, uden der er noget galt. Så oftes er det bare at finde “årsagen til problemet”, og så har vi igen en glad baby.

Men så er der også ting, man ikke kan forhindre i at ske. I weekenden var vi med hele min familie i Knuthenborg. Altså, cirka 20 mennesker. Lilli er glad for selskab, og nyder også at blive snakket til og holdt af andre mennesker. Det blev hun også meget den dag. Rigtig meget. Vi var på restaurant om aftenen, og da vi havde været ude i cirka 11 timer begyndte hun er blive ked. Hun var helt urolig, og kunne slet ikke fokusere på at kigge i øjenene og så videre, som hun ellers er rigtig god til! Så Kristoffer og jeg besluttede at tage lidt tidligere hjem, for at beskytte hende. Hun græd hele bilturen hjem, og så meget har jeg aldrig hørt hende græde. Da vi kom ind ad døren i lejligheden, var det som om hun vidste, at nu var vi hjemme. Og så blev hun rolig og glad igen. Faktisk så glad, at hun gav Kristoffer og jeg verdens største smil, og så kunne jeg ikke holde tårerne inde. Jeg følte mig som sådan en dårlig mor, som havde udsat min datter for alt for meget på én dag. Og så besluttede Kristoffer og jeg at holde en fridag fra alle mennesker, søndag. Det var en rigtig god beslutning. I dag har vi heller ej planer, og nu skal vi bare lade op til næste uge, hvor Lilli højst sandsynligt begynder sit næste tigerspring – åh nej…