MOR PÅ SU? HVAD MED ØKONOMIEN?

Jeg får faktisk enormt mange henvendelser på mail omkring min graviditet. Så derfor tænkte jeg, at jeg ville lave et indlæg, som måske kan besvare nogle af jeres spørgsmål – I er selvfølgelig stadig meget velkomne til at skrive mig en mail, det synes jeg kun er hyggeligt!

De fleste spørgsmål går ud på, hvordan jeg får økonomien til at hænge sammen. Jeg tror, at de fleste piger under uddannelse, gerne vil vente med at få børn. Og jeg tror at den største grund til dette er, at de er bange for, at det ikke kan løbe rundt økonomisk. Jeg kan kun sige én ting: DET KAN DET. Hvis man ikke sidder alt for hårdt, og man derudover er nogenlunde til at kontrollere sin økonomi, ser jeg absolut ingen hindring i et få børn under uddannelse.

Jeg har altid været ENORMT økonomisk bevidst – og det undrer nok mange. Jeg fik lommepenge, siden jeg var helt lille, og jeg blev meget hurtigt god til at have penge hele måneden – og ikke kun de første 2 dage.  Jeg har haft mange selv-lavede opsparinger, helt fra jeg var en 10 år, faktisk. Penge, som jeg kun har brugt, hvis jeg ønskede mig noget stort, eller gerne ville rejse lidt. Jeg har aldrig arbejdet helt vildt meget, og jeg har altid fået laveste SU, grundet mine forældres indtægt, men alligevel er jeg ALTID den af mine veninder, som har penge. Selvom jeg ikke nødvendigvis er den, der har flest. Jeg tror faktisk kun, jeg har oplevet, ikke at have penge 1 gang i hele mit liv – og det er nogle få måneder siden, da jeg havde en uforudset regning.

Som mange af jer ved, har jeg allerede alt, hvad jeg skal bruge, når Lilli ankommer om 2 måneders tid. Jeg har fået meget hjælp af min mor og far – til ammepude, dyner, autostol, babytøj og barnevogn – men jeg har sørme også selv købt RIGTIG meget – og RIGTIG meget af dét, er købt fra ny. Derudover har jeg stadig råd til at betale en rimelig dyr husleje, forkæle mig selv til tider, og ikke mindst: spise ude, tage i biografen og spise rigtig lækker mad, generelt.

SÅ: Hvordan gør jeg det? Ærlig talt har det bare altid været naturligt for mig, at passe på mine penge. Og jeg kan have rigtig svært ved at sætte mig i mine veninders sted, når de ingen penge har, selvom mange stadig bor hjemme, og at de har jobs i deres sabbatår, hvor de tjener flere penge end jeg. Jeg bor i lejlighed, har en baby på vej, betaler selv mine regninger – og alt dette på SU. Jeg får 4300 kroner udbetalt om måneden, og 3000 af disse skal altså bruges på vores lejlighed, som Kristoffer og jeg betaler halvdelen af, hver. Derudover tjener jeg jo på bloggen, men det er MEGET forskelligt, hvor meget, og det er bestemt ikke noget, jeg kan regne med. Men jeg får det altså til at fungere. Og jeg lever ikke af rugbrødsmadder og pasta med ketchup halvdelen af måneden. Og mange har anbefalet mig et SU-lån, fordi “Der er næsten ingen renter på og så kan du jo lige så godt og bla bla bla”, men helt ærligt, så er det altså noget, jeg selv vælger – AT FRAVÆLGE – da jeg pt. godt kan få det til at løbe rundt. Selvom et SU-lån er en billig måde at låne penge fra, er det jo stadig penge, der skal betales tilbage en dag. Og så længe, jeg kan undgå det, vil jeg bestemt undgå det.

Jeg er på ingen måde nervøs for at få økonomien til at gå rundt, når jeg får Lilli. Jeg er meget bevidst om min økonomi, og det er jeg sikker på, jeg bliver ved med at være. Et barn koster mange penge. Især i forberedelse-perioden – som for mig er overstået, da jeg har købt alt. Så mit råd til jer, der ønsker børn under uddannelsen: GØR det! Gør det, gør det, gør det. Men kun, hvis du ved, hvad du har, hvad du går ind til, og hvad det kræver. Ja, man må lægge sig selv lidt til side somme tider. Og hvad så? Jeg ville ikke bytte for noget i hele verden!