MINE TANKER OM AT VÆRE UNG MOR

Det, jeg bliver spurgt aller mest om, er nok, hvad jeg tænker om at blive sat i boksen som “ung mor”, så nu tænkte jeg, at det nok var på tide med et lille indlæg.

Først og fremmest: at være en god mor handler ikke om alder, men erfaring på så mange punkter. Hvad man selv kommer fra, om der har været plads til udvikling, om man er blevet støttet i sine beslutninger, og vigtigst af alt: Om man har fået nok kærlighed, og værktøjer til at bringe den kærlighed videre til andre mennesker.

Jeg er vokset op i en helt fantastisk, tryg familie med en mor, far og en storesøster. Vi er meget forskellige, men vi har alle vores menneskelige værdier i orden, vi er meget kærlige – både overfor hinanden, og over for nye mennesker. Vi har krammet, kysset, snakket, leget, sunget, danset og haft det sjovt, hele min barndom, og jeg kan ikke sætte en finger på noget i min opdragelse, som jeg ikke er glad for eller stolt af.

Jeg har altid haft det godt i børns selskab. Den kærlighed, ærlighed og skøre verden, de lever i, facinerer mig helt vildt! Også derfor vidste jeg, fra jeg gik i 3. klasse, at jeg skulle være lærer eller pædagog. Og det blev så til pædagog – og mine planer er at blive 0.klasseslærer.

At være mor handler ikke om, hvor mange penge, tid, regler eller venner man har. At være mor handler om at være mor. Det er et fuldtidsjob, som starter den dag, man føder sit barn, til den dag man dør. Bliver man allerede skræmt ved den tanke, burde man nok vente et par år – men jeg er aldrig blevet skræmt ved tanken om at være mor, og jeg har altid vidst, jeg skulle have børn – også tidligt. Jeg manglede bare lige ham, som skulle være far. Og ja, ham fandt jeg jo for cirka 2 år siden, og nu skal vi være forældre til sommer.

Det er sjovt, at de mødre, der “brokker” sig over unge mødre, oftes er dem, som arbejder vildt meget, ikke har tid til deres børn, glemmer dem, bliver skilt fra deres mand, eller lever i et on-OFF forhold hele barnets/børnenes barndom. Det er for mig et meget større svigt, end det at være ung mor? Ikke at have styr på sit liv. Børn har brug for faste, trygge rammer, og det ved jeg, jeg kan give mit barn – og masser af kærlighed og omsorg. Hvad fanden har det nu med alderen at gøre? Er der noget, jeg har misset, eller hvad?  Hvis man har værdierne i orden, og er klar til at “putte sig selv på hylden” i visse situationer og altid sætte et andet menneskes ønsker og behov først, så er man klar. Det er jo det, det handler om, når man skal være forældre.

Jeg giver dog de af jer ret, som mener, at nogle unge mødre ikke burde have børn, fordi de ikke aner noget om det, og aldrig “ser” deres børn, men det har vel for søren intet med alderen at gøre. De kunne lige så godt være 40, som de kunne være 18.

Ja, det kræver meget overvejelse, for det er altså hele resten af éns liv, det handler om. Men når man først ved, man er klar, så er man klar. Og jeg er faktisk sikker på, at alle de mennesker, som betyder noget for mig, de der altid vil være der – de VED, at Kristoffer og jeg er 100% klar. Og det har jeg faktisk været længe.

Og de mødre der stadig sidder derude og tænker: jaja, jeg er ikke overbevist, og det er så ih så åh så
Hårdt og det er i små piger slet ikke klar til og bla bla bla: det er jeg sådan set fuldstændig ligeglad med. Jeg kan sagtens forstå og sætte mig ind i, hvor hårdt det er at have børn. Men det er det jo, uanset, hvor gammel man er, når man får det. Modenhed har intet at gøre med alder, og man kan være moden på mange måder. Jeg kender mange, som er 1000 gange mere modne end jeg er på nogle punkter, men som ingen børn har, og stadig elsker at feste. De er jo bare modne på andre punkter end jeg. For jeg er sikker på, at jeg er lige præcis så moden, jeg skal være, når det kommer til at skulle være mor.

Hvad er det egentlig, at være en god mor? Er det, at vide at der mindst 30000 på kontoen om måneden, og have 4 ipads og fjernsyn i alle rum, til når nu barnet keder sig, eller er det, at være stabil, driftsikker, danne en base for barnet, der er trygt og kærligt, og være der, når barnet har brug for én?
Jeg er altså på den sidste, hvad siger I?