TANKER OM MIN FØDSEL

Nu er der jo altså kun 3 måneder + et par dage til termin. Og det betyder selvfølgelig, at jeg skal til at overveje nogle ret så seriøse ting. Vil jeg føde uden smertestillende, vil jeg føde i vand, hvem vil jeg have med til min fødsel – og så videre.

Det er så sindssygt, at jeg står hér, som 20-årig med min drømmefyr og baby i maven og skal træffe sådan nogle beslutninger. Det føles så voksent og spændende (og lidt skræmmende)

Først til smerterne: Jeg vil selvfølgelig gerne føde med mindst muligt smertestillende i kroppen. Men samtidig vil jeg gerne have at oplevelsen bliver god – også når jeg er i den, og derfor tror jeg bare at jeg tager det lidt som det kommer. Jeg tror ikke rigtig, man kan forestille sig, hvordan det er at føde, før man står i det – derfor venter jeg lidt med den beslutning.

Jeg vil rigtig gerne føde på hospitalet – men i et kar med vand. Tror jeg. Men samtidig kan det jo også være, at det slet ikke kan lade sig gøre – så der vælger jeg også bare at lytte til min krop. Forsøge – men muligvis også lade være, hvis det ikke kan lade sig gøre.

Med hensyn til, hvem jeg vil have med til min fødsel, er det ikke en særlig svær beslutning. Det skal Kristoffer selvfølgelig. Jeg synes det er SÅ mærkeligt, at der er nogen, der ikke ønsker at have faderen til barnet med til fødslen. Han har jo altså været lige så meget med til det hér, som moderen har (Ja, det er godt nok mig, der har båret hende i 9 måneder, men jeg regner da med at Kristoffer kommer til at fylde lige så meget i Lillis liv, som jeg gør – derfor skal han med!
Jeg har også besluttet, at Marie, min storesøster skal med til fødslen. Det er jeg heller ikke i tvivl om. Marie har kendt mig hele mit liv, og at hendes lillesøster skal have en baby må være kæmpestort – hun SKAL med. Måske min mor også skal være med til lidt af fødslen – for hun har været her så meget for mig under denne graviditet, så det fortjener hun.

Kristoffer er selvfølgelig den første, der bliver kontaktet, når jeg skal føde, hvis jeg er alene. Og så bliver det min søster, mor og far. Og derefter må de andre eventuelt blive kontaktet. Men det vigtigste er altså at min familie og Kristoffer der er der. Min mor, far og søster har alle taget ferie i ugerne op til min termin, og det synes jeg også bare viser, hvor meget de vil være der for mig – det betyder alt.

Jeg regner faktisk med, at jeg er sammen med min familie, når jeg skal føde. For Kristoffer har ikke ferie, og er næsten helt sikkert på arbejde, når jeg skal føde (han arbejder fra 04.30 til 17. næsten hver dag), og jeg tænker derfor, at jeg nok besøger mine forældre i dagene omkring min termin.

Efter min fødsel må jeg være op til 2 døgn på hospitalet, fordi jeg er under 21 år. Det ved jeg endnu ikke, om jeg tager imod – men det tror jeg da, for så kan alle besøg af familie + venner + svigerfamilie overstås, inden vi kommer hjem, og nok bare har brug for fred og ro og til lige at forstå det hele. Det bliver jo kæmpestort!