MOMMY-SHAMING PÅ SOCIALE MEDIER

Jeg har ikke haft tid til at blogge, siden 25 december – og derfor tænkte jeg, at jeg lige ville udnytte, at Lilli – for én gangs skyld – underholder sig selv!

Jeg ved ikke, om I har set den kære Christinas indlæg? Det er vel, hvad jeg vil kalde en hyldest til mig som mor. Og jeg blev ubeskriveligt glad for at læse indlægget. Jeg har mødt mange fordomme, som ung mor. Jeg har fået mange hårde kommentarer, og selvom, jeg er blevet en del mere “voksen”, samtidig med, jeg er blevet mor, men nogle af de kommentarer, jeg har mødt på min vej, har virkelig ramt mig. Ikke fordi det er sandt, hvad der står i nogle af de kommentarer, men fordi folk tænker dårligt om mig – og værst af alt – dårligt om mig, som mor.

Da jeg læste indlægget, smilede jeg over hele fem-øren. Jeg var stolt over mig selv, og så gør det mig bare hamrende glad, når vi bloggere kan finde ud af at rose hinanden. Rosen kom oven i købet fra vores alle sammens blogger-mor, som  jeg seriøst synes er én og de sejeste, sødeste og mest-nede-på-jorden-mennesker i blog-verden.

Indlægget fik desværre rigtig mange sure kommentarer fra andre mødre, som mente, at Christina mommy-shamede HELT vildt i indlægget. Jeg tror meget let, vi kan finde noget at sætte en finger på, hvis man leder efter det HVER gang. Og det er bare som om at mødre gør det. For man kan åbenbart ikke rose én mor, uden at kritisere alle de andre, som ikke gør, som den, man roser, gør. Hold nu kæft, hvor er det altså dumt. Christina var jo helt 100 ikke ude på at såre nogle i sit indlæg. Indlægget hed “Når jeg en bag bliver mor, vil jeg være ligesom Lærke” , og hvordan kan den overskrift og indholdet i indlægget, såre nogle? For har vi ikke alle sammen nogen, vi ser op til, på én eller anden måde? At jeg gerne ville ligne Angelina Jolie, når jeg er 40, betyder jo ikke, at jeg synes at Jennifer Aniston er pisse grim, vel?

Okay, det var måske et dårligt eksempel, men håber, I forstår, hvad jeg mener.

De fleste af mødrene, mente som sagt at Christina “mommy-shamede” alle andre mødre. Men det sjove er, at de i deres kommentarer gjorde det selv samme. For de begyndte nemlig at forsvare dem selv, og hvordan de er mor. Og så blev der mommy-shamet. For eksempel denne:
“...Fedt, hvis baby er ok med at være meget omkring. Men hvis baby ikke vil, så vil enhver ansvarlig mor forhåbentlig tage sit barns behov seriøst. Og vent så bare til babyen bliver en tumling, som kan løbe, keder sig og ikke kan være med på cafe i timevis, fordi mor vil leve sit liv, som før hun blev mor…”
og en anden kommentar:
“…Selv har jeg et utroligt let og trygt barn der tør det meste og det PÅ TRODS af at jeg har været “overbeskyttende og pakket ham ind i vat” og sagt nej-tak til diverse arrangementer. Jeg vil så bare vende den om og sige at han er så tryg, åben og kommunikativ netop fordi han har fået så meget nærvær og positiv opmærksomhed hele hans korte liv…”
Jeg føler mig faktisk mommy-shamet her. Og ikke mindst MEGA misforstået. For det, indlægget handler om, er jo, hvor sejt, Christina synes det er, at jeg tager min datter ud til fester og er sammen med venner og ikke lukker mig totalt inde, bare fordi, jeg har fået et barn.

For lige at forsvare mig selv, og forklare, så skal det lige siges, at jeg ALDRIG kunne finde på at tage ud, hvis jeg kunne mærke, at Lilli ikke kunne overskue det. Jeg ville altid lytte til Lillis behov, frem for mine egne. Som nogle af jer nok ved, så følger Lilli super godt med i forhold til kommunikation og motorik. Hun er en meget, meget dygtig baby, og det er vel egentlig meget hendes forældres skyld, fordi vi NETOP har lyttet og været der for hende, og frem for alt: opfyldt alle hendes behov. Vi er nemlig meget på Lilli, og hun er faktisk en meget krævende baby. Hun sover for eksempel KUN, hvis hun er tæt på mig. Så det er hun hele tiden. Jeg vil faktisk sige, at jeg nedprioterer mig selv og mine behov ufatteligt meget.

Lilli er en meget social baby. Hun elsker, når der er mange mennesker, hun kan godt lide at møde nye mennesker og er hurtigt meget tryg, netop fordi, vi ikke har pakket hende ind i vat, nogensinde. Hvis hun græder, eller kigger på os på den der måde, der siger “nu er det for meget”, så lytter vi selvfølgelig til hende og så tager jeg hende, fordi hun er aller mest tryg ved mig, selvfølgelig.

Så altså, for ar opsummere: Lilli får al den kærlighed og opmærksomhed, hun har brug for. Når vi tager ud til fest/med veninder, er det selvfølgelig mine behov, men jeg tror også på, at en glad mor giver en glad baby. Så jeg synes bestemt også, at man skal priortere sig selv en gang i mellem – men selvfølgelig kun, hvis man kan gøre det, uden at gå på kompromis med barnets behov.

Det skal lige nævnes, at jeg har barsel i 7 måneder endnu. Og at jeg samlet har barsel i over et år. Man kan jo altså ikke bare sidde derhjemme foran sofaen med sin baby i over et år. Det er jo faktisk nærmest umuligt. Og så er jeg selvfølgelig god til at komme ud, men det betyder på ingen måde, at jeg er ude med veninder eller til “fester”, hver dag – ikke engang hver uge. Og når jeg gør, så har jeg altid Lilli med. For jeg ammer jo stadig fuld tid. SÅ: pas nu på med det mommy-shaming, og overvej, hvad du skriver som kommentarer en anden gang. Bare fordi, jeg gør noget, betyder det ikke, at det, du gør, er forkert. Men vi har selvfølgelig altid meninger og holdninger.

Og lige for at slutte dette indlæg af med noget, mange af os burde gøre noget mere. Jeg vil nemlig linke til én, jeg synes er mega sej, og som klarer mor-rollen bedre, end mange nok havde troet. Amalie Szigethy. Jeg følger hende på instagram, fordi jeg synes det var sjovt at følge med i hendes graviditet, da vi havde termin meget tæt på hinanden. Hun har en smuk pige, som hedder Josephine, som er rigtig godt med på alle måder. Amalie virker som en virkelig skøn mor, som elsker sin lille pige, og som kysser, krammer og stimulerer på alle de rigtige områder.
Jeg tror egentlig, jeg vil afslutte indlægget hér. Til alle mødre: Husk nu, at vi er mødre på hver vores måde. Og at vores børn har forskellige behov. Vi elsker forhåbentlig alle vores børn højere end alt andet, og vi ved, hvad der er bedst for VORES børn, og ingen andre.