UNG MOR? GAMMEL MOR? ELLER BARE “MOR”?

Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg efterhånden er blevet kaldt “ung mor“. Under min første scanning, da jeg var gravid, blev jeg kaldt ung mor af jordemoderen, under hele mit graviditets-forløb står jeg beskrevet som: “Ung mor“, og jeg er oven i købet blevet tildelt en mødregruppe for andre unge mødre.

Jeg synes det er ret bemærkelsesværdigt, at selv fagpersoner sætter os mødre i en kategori. Tror I, de mødre, der får deres første barn, og som er over 35, bliver kaldt for en gammel mor? Tror I, de kommer i en mødregruppe for andre gamle mødre? Nej, det tror jeg heller ikke. Men hvad fanden er forskellen? Helt ærligt, så ser jeg blot mig selv som en mor. Ja, en mor, der har valgt at få et barn i en forholdsvis ung alder. Men det er mit valg, og dermed et valg, jeg selv har taget.

Jeg bliver ofte mødt med sætningen: Var det så planlagt? Og lige præcis dette, har jeg skrevet et indlæg om, som du kan læse lige her. Tror I også, at de mødre, der er over 35 bliver spurgt, om det var planlagt? Det tror jeg slet ikke de gør i samme grad, som os “unge mødre”. For det er helt uforståeligt for andre, at man som 20-årig, ligefrem skulle ønske at blive mor. Hvorfor ikke nyde livet som ung? Og for at svare på dette, vil jeg bare sige: Det er lige præcis dét, jeg gør. Jeg nyder, at jeg kan være “ung” med mit første barn. Jeg nyder, at jeg kommer til at se Lilli blive voksen, få sine egne børn – og at jeg højst sandsynligt kommer til dette. Jeg nyder, at jeg har forældre og svigerforældre, der er unge og friske og kan hjælpe til med pasningen, når jeg engang skal ud og feste.
Jeg forstår sagtens de, der ikke er klar til at give slip på ungdommen, sådan rigtigt. De, der stadig ønsker at prioritere sig selv. Men der er jeg bare ikke længere. Jeg nyder at være mor. Og ung.

Da jeg først hørte det: Mødregruppe for unge mødre, tog jeg faktisk mig selv i at tænke: fuck. Det kommer jeg til at HADE. Fordi det eneste, jeg associerer med det ord er tv-programmet “De unge mødre”. Men jeg tænkte, at jeg da selvfølgelig ville give det en chance. Og jeg kan ikke takke mig selv nok for at have gjort det. For det er helt fantastisk at mødes med ny-udklækkede mødre, som virkelig forstår én. De, der rent faktisk lytter, og forstår, når man siger, at man ikke har sovet en hel nat, på grund af et tigerspring eller sådan. Det er jo slet ikke fordi mine andre veninder ikke er der for mig, eller er de skønneste og mest støttende i verden. Men det er bare lidt som om, de ikke forstår, HVOR hårdt, det faktisk kan være. Hvor lidt man virkelig kan prioritere sig selv, når man er blevet mor. Men det forstår mine 6 nye veninder fra min mødregruppe. Jeg tror virkelig, vi kan bygge nogle seje og solide venskaber op, og det ser jeg meget frem til! Jeg synes de alle er så pisse seje, fordi jeg VED, hvad de går igennem.

Så respekt til alle mødre derude. Jeg går faktisk i den tro, at det for os “unge mødre” faktisk er nemmere på mange måder. Og så længe jeg tror det, er det jo helt forrygende. Jeg tror, vores kroppe bedre kan klare en graviditet. Og en fødsel. Og dét at have en lille baby, man skal bære 24/7 somme tider. Men uanset hvad: Du er mor, fordi du har lyst (forhåbentlig). Og det skal du have en kæmpe virtuel highfive for! Ung eller gammel.