NÅR MAN ER FOR TRÆT TIL AT HÆNGE SAMMEN

Okay, kender vi ikke alle sammen det dér med, at man starter dagen – er viiiildt frisk og glad, og så vender det bare fuldstændig, lige pludselig?

I dag vågnede jeg klokken 9, og så gjorde jeg mig klar til at skulle til jordemoder. Jeg frisk, men havde voldsomt ondt i ryggen, og da jeg ikke nåede bussen klokken 13, endte jeg med at gå. Ikke at der er særlig langt – maks 2 kilometer. Men når man er temmelig gravid, og har temmelig hævede fødder, samtidig med, at man har temmelig ondt i ryggen, og føler at ens mavemuskler bliver flået fra hinanden, hver gang man går, er 2 kilometer altså RET langt!

Jeg kom til jordemoder + mødregruppe til tiden, og var meget svedig! Jeg sveder faktisk aldrig, men jeg synes at det hér vejr er så klamt, og jeg føler i forvejen ikke, at jeg kan trække vejret, da jeg har en baby som klemmer alle mine organer pænt meget sammen…

Efter jordemoder blev jeg hentet af Kristoffer, og vi valgte at køre til stranden og spise junkfood og is og gå en tur – og det var fantastisk. Vi kørte hjemad igen ved en 18.45-tiden, og der var det stadig over 20 grader.

Og nu er jeg så hjemme. Og fuldkommet tappet for energi. Jeg er så træt, at mine øjene lukker sig i, og jeg har konstant krampe i mine meget hævede ben. Ikke nok med det, så har jeg lige 2 store opgaver, jeg gerne vil have færdige i aften, og det har jeg bare på ingen mulig måde overskuddet til. Neuroaffektiv udviklingspsykologi, mig i røven.

Puha. Sikke da en dag. Den har været fantastisk på mange måder, men nu kan mit hoved og krop bare ikke mere. Nu skal den næste måneds tid bare gå hurtigt, så jeg kan komme på barsel! Det hele gør så ondt.