MIT SENSITIVE JEG MED BARN(?)

For et par uger siden lavede min søster dette indlæg. Mange tog rigtig godt imod indlægget, og jeg blev glad, da jeg læste kommentarerne.
Men så kom der én negativ. Og så glemte jeg pludselig alle de positive.

Personen bag kommentaren skrev, at fordi jeg jo har været så åben omkring min fortid og sensitivitet, så kunne hun ikke lade være med at tænke, at hun (og andre) havde det sådan et “Åh nej”, når de tænkte på, at jeg skulle være mor, og så tænkte hun også, at hvis jeg havde haft lidt længere tid til at få min fortid på afstand, ville jeg nok blive en bedre mor. Og hvad jeg mon vil gøre, hvis jeg får en nedtur mens jeg har et barn.

Egentlig var det ikke en dårlig kommentar, for pigen bag kommentaren var egentlig ret konstruktiv, og skrev også at hun håber det bedste for min familie og jeg.

– MEN jeg blev så ked af det. For er det virkelig sådan, folk tænker? At fordi jeg har haft en spiseforstyrrelse da jeg var 12 og blev mobbet, fordi jeg havde en depression da jeg gik på gymnasiet og blev mobbet, og fordi at jeg måtte selvstudere det sidste stykke tid af gym for at blive student, så bliver jeg ikke en god mor? Hvad er det dog for en begrundelse?

Jeg havde en svær barndom på mange punkter, grundet psykisk ustabilitet, fordi jeg blev mobbet af min lærer i en alder af 10. Det er hårdt for et barn at opleve mobning fra en autoritær person, så som en lærer. Det er forfærdeligt, og det knækker én. Det knækkede mig, og jeg blev ikke hel igen, før jeg fandt ud af, at det jo ikke var mig, der var noget galt med, og før jeg fandt ud af, at jeg var særligt sensitiv. Og det skete først, da jeg var 17 år gammel. Først derfra kunne jeg arbejde med mig selv, og hjælpe mig selv, så jeg kunne blive rask. Min familie var heldigvis den mest støttende og skønne familie i den tid, og jeg kom kun ud af det, på grund af deres hjælp.

Men nu skal vi også huske på: Jeg overlevede jo min spiseforstyrrelse, og blev rask i en alder af 12. Jeg KOM jo ud af min depression, og jeg BLEV jo student. Det tror jeg ikke mange med en nærmest konstant depressions-tilstand fra en alder af 10 kan prale af. Men det kan jeg fandeme. Og om jeg har lært noget? MASSER. Jeg har netop takket min gamle lærer i et 5 siders langt brev, fordi hun (ja, ærligt talt), var sådan en kælling. For på grund af mine oplevelser i min fortid er jeg blevet et fantastisk, storsindet, åbenhjertet, opmærksomt og kærligt menneske.

Mine forældre har altid været der for mig. Men da ingen af dem er sensitive på samme måde som jeg, har de ikke altid set signalerne før det var for sent. De har selvfølgelig forsøgt, men de havde ingen chance for at se de små signaler, jeg sendte ud, fordi de ikke selv er som jeg, som ser signalerne.
Netop på grund af mine oplevelser i min fortid vil jeg kunne give min pige UENDELIG meget kærlighed, og jeg vil se hende i ALLE situationer. Og netop fordi jeg er særligt sensitiv, vil jeg se signalerne før det bliver for sent.

Jeg tror ikke man finder nogle bedre forudsætninger for at blive mor, end: At ønske at blive mor af hele sit hjerte – og det gør jeg. Jeg vil aldrig lade min fortid ødelægge min datters fremtid, jeg vil kun lade den hjælpe med at gøre hendes liv fantastisk.