Når et lys slukkes…

… Tændes et nyt. Og ja, det er virkelig gået hen og blevet sandheden. Min farmor døde for cirka 5 år siden. Kræft i maven. Og det var meget forfærdeligt, og hårdt for hele min familie. Jeg har personligt aldrig mistet nogen, før hende, og netop derfor var det også ekstra hårdt.

Min farmor og farfar havde været sammen siden de var 18 år gamle. De elskede hinanden utroligt højt, og de havde tre sønner sammen. Da min farmor døde, mistede min farfar noget af sig selv. Han blev aldrig den samme igen. Men han klarede sig igennem det, og har arbejdet helt indtil for 3 måneder siden. Men så blev han pludselig syg. Han røg ind og ud af sygehuset, og de kunne intet finde. Han stoppede næsten med at spise, og blev så tynd, som jeg aldrig har set før. Han lå bare i sin sofa og rejste sig ikke op i to måneder. Han blev deprimeret, han blev hævet i hele kroppen og han blev mere og mere afkræftet. Men så insisterede min far og hans brødre på at de tjekkede ham igennem igen. Han kom til Køge, og fik stillet den diagnose, vi alle havde frygtet. Uhelbredelig kræft – i hele kroppen. Han takkede nej til kemoterapi og andet livsforlængende, og fortalte familien, at han ønskede det skulle gå så hurtigt som muligt. Han havde ikke smerter; men var så afkræftet, at han ikke rigtig kunne spise, gå eller røre sig- så han lå igen bare i sengen, men nu fik han smertestillende og andet medicin, som gerne skulle få ham til at undgå alle former for smerte.

Det hele kom meget pludseligt for mig. Jeg var rigtig ked af det. Ked af, at min far og hans brødre skulle miste deres sidste forældre inden for 5 år, at min farfars søster skulle miste sin bror. Ked af, at min farfar ikke når at møde sit første oldebarn. Ked af det hele faktisk. Jeg synes det er så surrealistisk at tænke på, at når en person dør, så ser man aldrig personen igen. Det er så skræmmende, og tanken gør mig rad.

Det gik meget hurtigt. Fra min farfar fik stillet diagnosen, til at døde, gik der cirka en måned. –  Han døde uden alt for mange smerter – præcist som han ønskede. Han er nu genforenet med sit livs kærlighed, min farmor, og jeg håber, at de har det godt, hvorend de så befinder sig nu.

Allerede i går var vi til begravelse. Det var det fineste længe. Jeg græd, og jeg var slet ikke til at trøste i kirken. Heldigvis havde jeg alle mine yndlingsmennesker omkring mig. Min far, mor, Kristoffer, Marie, Phillip, mine tanter, farbrødre, kusiner og fætre, og så kom min mormor og morfar også for st vise deres støtte.

Efterfølgende drak vi alle kaffe og fik kage og en masse god snak. Ved aftensmadtid tog min far, mor, søster, svoger, kæreste, og min fars brødre, deres koner og deres børn ud og spiste. Det var den bedste måde at afslutte noget virkelig sørgeligt på. På mange måder var i går den værste dag i mit liv – på andre måder var det det bedste.

Jeg elsker dig, farfar, du har klaret hele livet på misundelsesværdig vis, og jeg er så stolt af at være dit barnebarn. At se at så mange mennesker dukkede op til din begravelse, gjorde noget ved mig. Du var elsket af alle, det var tydeligt. Du er en kæmpe rollemodel, og det er så uendelig sejt, at du klarede hele 5 år uden farmor. Jeg håber du har det fantastisk. Vi ses en skønne dag – og jeg lover, at vi nok skal klare os alle sammen. Vi er en tæt knyttet familie, og vi er så stærke alle sammen. Hils farmor.

Men nu må jeg også huske: når er lys slukkes, tændes et nyt. Min farfar er død, men jeg har nyt liv i maven, og jeg glæder mig mere end nogensinde før til at møde den lille.