✕
Del på Facebook
Del via email
Gem indlæg
MIT SENSITIVE JEG PART 0

PERSONLIG BREVKASSE

Migoglillimy

IMG_2512IMG_2512

Da jeg dagligt får flere mails angående sensitivitet, depression, at droppe ud af gymnasiet og at være syg med en spiseforstyrrelse, tænkte jeg, at jeg, i stedet for at svare på så mange mails hver dag, kunne lave et indlæg, hvor alle mine læsere har mulighed for at spørge om hvad som helst – men hvor mine svar også kan ses af alle, så jeg ikke behøver besvare samme spørgsmål flere gange – for jeg elsker jo at hjælpe jer alle sammen, men når man har det, som jeg har det for tiden, kan det stresse enormt meget, når det rigtig tit er de samme spørgsmål, jeg får over mail.

Anyways: Det fungerer sådan, at alle kan stille mig spørgsmål eller fortælle mig jeres historie herinde. Det kan være alt, I har lyst til at vide. Og gerne de lidt mere personlige emner. Hvis I har lyst, kan I fortælle jeres historie – og ellers kan I bare skrive nogle spørgsmål i en kommentar anonymt. Jeg lover at svare på alle spørgmål/henvendelser, så godt jeg nu kan!

Sæt igang, xx

10 kommentarer
Lærke
Migoglillimy
Se indlæg

Du vil måske også kunne lide

WINNERS
NÅR MAN IKKE HØRER TIL
WHAT ABOUT THE FUTURE?
MOBNING – MY STORY

10 kommentarer

  • S

    Hvor er det en skøn ide! Jeg tænker mest, hvordan du håndterer ‘hvad nu hvis’ tankerne, når de trykker? Altså ‘hvad nu, hvis jeg aldrig var blevet syg, hvad nu hvis jeg var kommet før i behandling og ikke var blevet så syg, hvad nu hvis jeg ikke havde været nødt til at gå om (eller i dit tilfælde skifte studie), og kunne have været student for længst?’ Eller ‘hvad nu hvis jeg ikke var syg, ville jeg så kunne gøre sådan og sådan uden det og det ville ske?’

    For de tanker får vi alle jo ind i mellem, og for mig, kan det virkelig ende i en grum spiral. Tro mig, du har ikke lyst til at høre hvor den ender! Hvordan plejer du at bremse FN’s eller i det mindste give den modstand, når det sker?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Hej Lærke
    Jeg er ikke særlig senstiv men har diagnosen social angst (få ikke medicin ) og det for mig til at jeg ikke rigtig kan tag toget til skole eller gå ned i byen
    Min lærere de er alt for omsorgfulde
    Altså jeg mene de passer på mig næsten i 10 time i døgnet
    Men de forstå ikke hvordan det er og ha diagnosen social angst
    Hvad skal jeg gøre

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nikita

    Tak. Tak fordi du deler din historie og at du har overskud til at svare på spørgsmål.
    Jeg har selv lidt af en depression som gjorde jeg måtte stoppe min HF. Jeg har det bedre nu og er startet op med lidt undervisning, kun 2 fag. Men det tog mig lang tid at acceptere jeg ville være længere tid om at få min gymnasielle uddannelse end mine veninder. Og det tog mig lang tid at finde ud af at jeg var særlig sensitiv. Og at læse om dine oplevelser har hjulpet, for det rart at vide man ikke er alene og at det er nogle som forstår en. Så tak for det. God aften til dig . 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Hej Lærke, super god idé og lige noget jeg kan jeg bruge.

    Jeg går i 2g på gymnasiet, men har op til flere gange overvejet at droppe ud. Har dog holdt dette for mig selv. Jeg føler ikke, at jeg har det dårligt socialt, men at jeg nærmest bliver rakket ned, hver gang jeg siger noget. Jeg bliver nærmest talt til, som om jeg er dum. Og nogle gange bliver jeg da helt i tvivl. Jeg kan ikke holde det ud, og bliver næsten altid ked af det indeni. Nogle gange har jeg bare lyst til at tude. Jeg ved ikke hvorfor det tager så hårdt på mig, men det gør det – har dog nærmest lært mig selv, at det bare skal prelle af. For tiden er der åbenbart mange ting der går mig på. Flere gange om ugen tuder jeg. Jeg ved ikke hvorfor, men har næsten lyst og trang til at græde.
    Jeg kan ikke finde ud af, om jeg bare opfører mig åndssvagt, og bare skal være ligeglad.
    /Du behøver ikke at svare på det her, jeg havde bare brug for, at få det skrevet ned .. Tak :raised_hands:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maya

    Hej Lærke

    Har du fået endnu en spiseforstyrrelse?

    Du virker til at være en sej tøs!! held og lykke med det hele 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • F

    du siger du gerne vil svarer på de mere personlige spørgsmål så her kommer det, hvornår stoppet du med at være jomfru og hvordan vidste du at du var klar? er selv enormt meget i tvivl om jeg er klar eller ej..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Hvordan var din oplevelse med at droppe ud af gymnasiet? Jeg står til selv at overveje at droppe ud, fordi jeg føler mig utilpas i min klasse, og ikke rigtigt føler, at jeg 100% passer ind. Alle mine bedste venner og veninder befinder sig i min gamle klasse, som jeg var i, det første halve år (grundforløb). Jeg savner dem så sindssygt meget, men jeg kan ikke skifte tilbage, da jeg synes det vil være akavet at gå på årgang med 2 af mine gamle klasser, og også fordi, at fagene ikke er min interesse.
    Har derfor overvejet at skifte gymnasium, men det gør bare det hele mere besværligt.
    Derefter har jeg overvejet at droppe ud, og tage en HF i stedet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre…. Skal jeg bare holde de sidste 2 år ud, i den klasse jeg er i nu? Der er jo stadigvæk håb for, at det bliver meget bedre end det er nu… 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Hej Lærke <3

    Jeg kan sagtens kende nogle af de ting, som du har været igennem. Bla. med, vil ikke kalde det mobning men derhenad, da jeg var mindre. Dyrkede nemlig en elitesport, hvor pigerne i det miljø var, for at sige det lige ud, ganske onde og de fik min selvtillid helt i bund. Heldigvis havde jeg en masse gode venner i skolen, men da jeg dyrkede denne sport 5 gange om ugen, var det svært ikke at blive svært påvirket. Har også været tæt på at udvikle en spiseforstyrelse, men det nåede heldigvis ikke så langt!

    Jeg har ikke diagnosen "særligt sensitiv", men jeg er ret sikker på at jeg også hører ind under den kategori.
    Det du tidligere har skrevet med, at din krop bliver syg når du har det psykisk dårligt kender jeg meget godt! Hvis jeg bare har den mindste bekymring om noget, så bliver min krop syg. Det havde ikke de store konsekvenser i folkeskolen, men her i gymnasiet er fraværsprocenten begyndt at stige, i takt med at jeg er stresset og derfor bliver syg. Du har tidligere skrevet at du har for meget fravær. Mit spørgsmål er, hvordan du har taklet det? Jeg er nemlig kommet ind i en ond cirkel nu, hvor jeg er meget syg, og hvor jeg så stresser over at jeg har meget fravær, som så fører til mere fravær.

    Ved godt at det ikke er det mest alvorlige spørgsmål i forhold til det du har været igennem, og i forhold til ting jeg ellers kunne spørge om, men det er det der går mig på lige nu :/

    Håber iøvrigt at det går bedre med dig! Nu kender jeg dig ikke, men du virker som det sødeste menneske, som ikke har fortjent det du har været igennem!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Hej Lærke.

    Jeg går i 1g og har ikke haft det nemt i gymnasiet. Jeg blev mobbet det første halve år og skiftede så gymnasium sidst i januar måned. Jeg har fået det bedre nu efter jeg er flyttet, men jeg føler stadig at jeg ikke rigtig passer ind. Det sociale påvirker mig rigtige meget, og det gør det svært for mig at koncentrere mig om det faglige. En lille ting kan gøre min hverdag til et helvede og jeg har svært ved at holde mit humør oppe. Jeg har rigtig meget fravær da det tit er en kamp for mig at komme op om morgenen fordi jeg ikke har lyst til at tage i skole. Og når jeg er i skole kan det hele blive for meget nogen gange og jeg bliver nødt til at tage hjem.

    Jeg har i længere tid gået og overvejet at droppe ud og tage en HF, men jeg ved at mine forældre ikke ville kunne forstå mig. Jeg græder tit når jeg kommer hjem fra skole da jeg er stresset og føler at jeg skal leve op til en masse ting som jeg ikke kan. Jeg har kunne mærke på min krop at jeg er træt og udkørt og mine forældre er også meget bekymret for mig. Da jeg var mindre var jeg altid en glad pige, men jeg har i længere tid været meget indelukket og trist. Mine forældre tror at jeg har en depression og jeg har været inde og se på nettet hvad symptomerne for det er, og det er præcis sådan jeg har det. Jeg har også taget nogle tests som viste at jeg havde symptomer for en depression og skulle kontakte min læge med det samme. Mine karakterer er sunket rigtig meget efter jeg begyndte i gymnasiet og det er en ond cirkel der bliver ved. Sådan som jeg har det nu ser jeg ikke mig selv kunne klare gymnasiet, men jeg har rigtig svært ved at fortælle mine forældre om hvordan jeg har det og jeg ved heller ikke hvordan jeg skal gøre det fordi jeg er bange for deres reaktioner.

    Håber at du har det bedre og det er rigtig stort af dig at du vil hjælpe!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Jeg tillader mig lige at svare, da jeg selv kender til det. For det første, vil dine forældre dig det bedste! Jeg droppede selv ud af uni, da jeg havde det virkelig dårligt mens jeg gik der. Jeg havde det også svært socialt, mens jeg gik i gymnasiet. Det blev dog bedre i slutningen af 2g, men det er selvfølgelig længe at vente. Jeg ser heller ingen af dem nu, da jeg ikke rigtig passede sammen med folk. Til sidst vil jeg bare sige, at du skal henvende dig ved din læge. De laver en speciel test, for at se om du har en depression og i hvor høj grad. Derudover kan de henvende dig til en psykolog, hvis de mener der er behov. Håber du kan bruge noget af det!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MIT SENSITIVE JEG PART 0