sleeping with a broken heart

Okay, efter cirka 1000 kommentarer, der har efterspurgt dette indlæg tænkte jeg, at nu skal det være. Jeg har allerede lavet et indlæg her, hvor jeg fortæller, at jeg ikke længere er i et forhold. Egentlig synes jeg, at det er for privat at fortælle historien, og derfor tænker jeg, at jeg istedet vil fortælle, hvordan det er at komme over et brud.

Rasmus og jeg var kærester i 2.5 år. Det er lang tid, og for mig, som særligt sensitiv, har det været fantastisk rart at være i et forhold. Der er trygt og sikkert, og der skete ikke noget nyt og uventet. Men nogle gange sker det, at det ikke altid er det trygge og det sikre, der er bedst på længere sigt. Sådan var det for os. Jeg har før tænkt tanken om et brud, men som før fortalt, betød Rasmus hele min verden, og jeg ville ikke såre ham eller mig selv. Men da det skete, var det som om at jeg mærkede mit hjerte knække midt over.

Jeg kan sagtens se, at på længere sigt, er det bedst sådan. Men lige nu føler jeg mig fortabt. Ikke fordi jeg ikke har en kæreste, men fordi at jeg altid har tænkt, at det skulle være Rasmus og jeg for altid, og derfor har planlagt min fremtid ud fra, at vi skulle være sammen. Det er en kæmpe omvæltning, og især som særligt sensitiv kan det være svært at håndtere.

Jeg har skubbet følelserne væk, for jeg ved, at hvis jeg starter med at tænke, stopper jeg ikke med at græde. Jeg siger, jeg er ligeglad, og at tingene ikke påvirker mig, men det gør de, og det kan jeg aldrig løbe fra. Jeg har altid haft følelserne langt ude på tøjet, og aldrig kunnet skjule dem, før nu. Jeg viser ikke, at jeg er fortabt og ikke kan se min fremtid klart ligenu – som jeg har brug for at kunne. I stedet drukner jeg mig i musik, og drikker mig fuld i weekenden. Jeg tør ikke andet.