MED EN SØSTER ER MAN ALDRIG ALENE

Overstående billeder er cirka 2 år gamle.

Jeg fortæller tit om Marie her på bloggen, men det er egentlig sjældent at jeg kommer med et rigtig personligt indlæg om vores forhold.

Marie er min storesøster. Hun er 4 år ældre end mig, og vi har et helt fantastisk forhold, som alle andre søskende burde misunde til skyerne. Marie er ikke kun min storesøster – hun er også min aller bedste veninde. Hun kender mig som ingen anden. Jeg har altid set enormt meget op til hende – men hey, det gør alle småsøskende vel. Vi har, gennem hele mit liv været rigtig gode venner, og vi legede meget sammen da vi var små, jeg har altid været rigtig meget med, når hun havde veninder på besøg.

Men for omkring 5 år siden, blev vores forhold noget helt særligt. Da var 11-12 år blev jeg ramt af Anoreksi. Jeg blev indelukket, og jeg lukkede mig inde på mit værelse og græd hele dagen, uafbrudt i et halvt år.
Den tid styrkede Maries og mit forhold. Hun hjalp mig, uden jeg rigtig vidste det. Hun gjorde mig rask. Hun er grunden til, at jeg i dag er rask. Det vidste jeg selvfølgelig ikke rigtig dengang, fordi jeg var sur og ked ad det hele tiden, men Marie hun gjorde bare et eller andet, som jeg ikke kan beskrive. Hun gav mig noget at leve for.
Vi begyndte at blive mere og mere tætte, og jeg fik lov til at sove på hendes værelse, hver nat. Vi snakkede, og jeg begyndte at åbne op for mine problemer til hende. Hun begyndte at blive enormt beskyttende, og passede på mig, hver gang, jeg var ked ad det, eller var i problemer.
Hver gang, der var nogen der skrev nogle ting til mig, ringede og truede mig eller andet, tog Marie over. Jeg husker engang en episode, hvor 3 piger fra min klassede skrev nogle helt forfærdelige ting til mig, og derefter begyndte at ringe til mig og true mig. Jeg sagde det ikke til nogen, men Marie kunne se på mig, at der var noget galt, og da min mobil ringede ingen, tog hun telefonen og skældte pigerne i den anden ende ud. Fra den dag af, vidste jeg, at så længe jeg har Marie, er der ingen der får lov til at skade mig. Jeg skal bare ringe, skrive eller snakke med hende, og så er hun der.

Det her blev til et enormt langt og følelesesladet indlæg, og det er sikkert kun 10% af jer, der læste det hele. Men det er også ligemeget. Indlægget går ud til min smukke, dejlige, skønne, beskyttende og elskelige storesøster, Marie. Jeg er dårlig til at fortælle dig disse ting, fordi jeg er så følsom, men du må aldrig glemme det.
Jeg elsker dig for evigt og altid.